23948sdkhjf

Eksperter: Mange danske netbutikker vil lide Amazon-døden

Danske netbutikker, der ”blot” sælger varer, vil i stor stil blive udryddet, når Amazon kommer og kan konkurrere på pris og logistik.

Sådan siger flere eksperter til Finans.

Læs også: Detailchef udpeger syv trends, som vil præge dansk detailhandel

I hjemlandet USA har Amazon forårsaget massedød blandt de fysiske butikker. Når netmastodonten forventeligt rammer Danmark inden for kort tid, står især netbutikker for skud.

- Jeg tror, at alle de små, klassiske webshops er lukkede om tre til fem år. Alle dem, som ikke har noget unikt at tilbyde, har ingen plads i markedet, siger Klaus Andersen, direktør for YouWe, der hjælper netbutikker med it-integration, til Finans.

Amazon begyndte at sælge bøger online i 1994, før de fleste havde hørt om internettet. Selskabet sidder i dag på omkring 40 pct. af al onlinehandel i USA og anslået 30 pct. i Storbritannien og Tyskland.

Læs også: Når Amazon kommer, bliver denne branche en slagmark

Et af Amazons store trumfkort er dens abonnementstjeneste Amazon Prime, hvor man som medlem – foruden musik, bøger og streamingtjenester – får fri fragt.

Det er et giftigt trumfkort.

Ifølge detailekspert Flemming Birch fra konsulentfirmaet Birch & Birch repræsenterer Amazon en helt ny måde at handle på. At et abonnement på Amazon Prime omfatter gratis levering er hele kernen i, hvorfor de danske detailhandlere bør være bekymrede.

- Hvis jeg i denne måned allerede har betalt for levering, hvorfor skulle jeg så købe tingene andetsteds? Det er så godt tænkt, men også enormt vanskeligt, fordi det kræver et kæmpestort setup, siger Flemming Birch til RetailNews.

I sommer meddelte Amazon, at man åbner i Sverige. Og selskabet søger en markedschef, der kan stå for ekspansion til resten af Norden - heriblandt Danmark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063