23948sdkhjf

Danmarks største brugsforening i opråb til chefen

Direktøren i landets største brugsforening opfordrer til at finde det, han kalder en gylden mellemvej.

Der skal fokus på kernedriften og den gode butiksoplevelse, så dagligvarekoncernen Coop og dens kæder kan stå stærkest muligt i konkurrencen om kunderne.

Men Coops nye topchef må ikke sætte mærkevaresager som for eksempel miljø og bæredygtighed over styr. Sådan lyder opfordringen fra landets største brugsforening målt på omsætning.

- Det er fint at have fokus på kernedriften, men vi skal stadig investere i mærkesager, som er vigtige for kunderne. Ikke alle investeringer de senere år har været positive for kerneforretningen, men de har styrket kundernes opfattelse af os. Derfor skal vi finde en gylden mellemvej, siger Lars G. Andersen til RetailNews.

Han er direktør i Brugsforeningen for Als og Sundeved, der driver to Kvickly-varehuse, tre SuperBrugsen, fem Dagli’Brugsen og tre Fakta-butikker.

Brugsforeningen for Als og Sundeved driver i dag to Kvickly'er, tre SuperBrugser, fem Dagli’Brugser og tre Fakta-butikker.

Desuden har den 13 OK-tankanlæg, fem vaskehaller, distributionscentret Balsgården og 27 øvrige lejemål.

Er Danmarks største selvstændige brugsforening med en årlig omsætning på over 500 mio. kr., 500 ansatte og næsten 18.000 medlemmer.

Basisdrift og lavpris

Coops nye topchef, Kræn Østergaard Nielsen, har varslet et retningsskifte, hvor det foreløbigt er slut med nye, store projekter og idéer. I stedet skal der fokus på kerneforretningen og den basale drift med ordentlige og opdaterede butikker og de rette varer på hylderne.

Man kan ikke forfølge gode idéer og mærkesager uden en ordentlig drift og god indtjening, lyder topchefens ræsonnement. Samtidig skal Coop i høj grad satse på lavpris. Den del af dagligvaremarkedet, som vokser mest, og som forventes at vokse endnu mere på den anden side af coronakrisen.

Spørger man Lars G. Andersen, er det vigtigt at have stærke butikskoncepter, som er tilpasset kundernes ønsker og behov.

- Det handler om at være kundeorienteret. Der har Coop brug for at blive skærpet, siger han.

Coop-topchef Kræn Østergaard Nielsen medvirker i den første udgave af RetailNews’ nye magasin. Her løfter han bl.a. sløret for sine butiksplaner og fortæller nyt om den største investering i Coops historie.

Du kan modtage første udgave af magasinet gratis ved at tilmelde dig her.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.162