23948sdkhjf

Danske netbutikker venter voldsom vækst – men der er mørke skyer forude

Forventningerne til fremtiden er store hos de danske netbutikker. I perioden 2021 til 2023 regner næsten en tredjedel med at styrke omsætningen med over 25 procent årligt.

Det viser en ny undersøgelse foretaget blandt medlemmerne af Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH).

Analysen er foretaget under coronakrisen, der i høj grad har sat sit præg på dansk erhvervsliv. Flere af landets netbutikker har imidlertid oplevet salgsfremgang under krisen.

- Vi kan se, at kunderne handler flere varer online, som de ikke tidligere har gjort, og samtidig kommer der nye kunder til. Derfor tror jeg også, at krisen har flyttet en hel del forbrug online permanent, siger Niels Ralund, adm. direktør i FDIH, der snart bliver slået sammen med Dansk Erhverv.

Farer forude

Optimismen er størst blandt de ”rene” netbutikker, mens virksomheder med omnichannel er en smule mere forsigtige, viser FDIH’s analyse.

Blot 5 procent af de adspurgte netbutikker svarer, at de over de kommende år regner med at tabe omsætning. Resten melder on enten status quo eller vækst.

Men selvom netbutikkerne generelt har store forventninger til egen formåen, lurer en række udfordringer i horisonten. Det er især unfair konkurrencevilkår, høje omkostninger og et benhårdt på pres bundlinjen, der vækker bekymring.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at selvom toplinjen vokser mange steder, og selvom netbutikkerne er blevet bedre til at tjene penge, så er det stadig svært at aflæse direkte på bundlinjen i mange virksomheder, fordi konkurrencen er så hård på nettet, siger Niels Ralund.

Han peger blandt andet på vedvarende rygter om en ny pakkeafgift, der skal dække underskuddet i PostNord, og som ifølge ham vil udgøre et alvorligt slag for dansk nethandel.

Særligt når man tager i betragtning, at amerikanske Amazon formentlig inden for en overskuelig fremtid lancerer en dansk version af sin nethandelsplatform.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.145