23948sdkhjf

Kvickly var først – nu er de i næsten alle dagligvarebutikker

De ligger efterhånden ude i størstedelen af landets dagligvarebutikker. Små lykkeposer med overskydende varer til stærkt nedsatte priser.

For to år siden blev Coop-ejede Kvickly den første landsdækkende dagligvarekæde, der indgik et samarbejde med madspildsbekæmperne Too Good To Go. Siden er det gået stærkt.

I dag ligger der også lykkeposer i samtlige SuperBrugsen, Irma, Lidl, Aldi, Netto-butikker. Snart følger Fakta trop. Dermed er det lykkedes To Good To Go at indgå landsdækkende samarbejder med næsten alle landets dagligvarekæder.

Redder mad fra containeren

Too Good To Go blev lanceret som en madspildsapp i 2016. Coop var den første repræsentant fra dansk dagligvarehandel i selve appen. Fra da af kunne kunder købe en lykkepose med overskudsmad og hente den i en af Coops butikker.

Det har indtil videre skånet over 1 mio. måltider fra at ryge i biocontaineren.

Ifølge Coops CSR-direktør, Signe Frese, var der tidligere meget beskeden kundeinteresse for de varer, som nærmede sig sidste salgsdato.

- Det er fuldstændig ændret. Forklaringen er formentlig den stærkt stigende klimabevidsthed hos kunderne, hvor vores målinger viser, at det nu er på top-3 over de vigtigste emner for forbrugerne, siger Signe Frese til Butikslederen.

Underskud på 49 mio. kr.

Går man på udkig i sin lokale dagligvarebutik, vil man i dag ofte kunne finde de såkaldte lykkeposer i forskellige varianter. De kan for eksempel indeholde brød, der er bagt om morgenen og ikke må sælges dagen efter, to-go-salater med kort holdbarhed eller frugt og grønt, som skal spises nu.

Udover dagligvarebutikker samarbejder Too Good to Go også med restauranter, caféer, bagerier og servicestationer – både herhjemme og i udlandet.

Kampen mod madspild er imidlertid ikke gratis – eller nogen god forretning indtil videre. Too Good To Go kom ud af seneste regnskabsår med et underskud på 49 mio. kr. Året før var det på 30 mio. kr.

De store underskud skyldes især, at Too Good To Go investerer stort i nye markeder. Selskabet er netop gået online i Sverige og i to amerikanske storbyer, New York og Boston.

Adm. direktør i virksomheden er Mette Lykke, som i sin tid var med til at stifte fitnessappen Endomondo.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112