23948sdkhjf

Danske netbutikker vender Amazon ryggen: Jeg vil nødigt kalde dem naive

Det er kun et fåtal af danske netbutikker, der sælger via online-markedspladser som for eksempel Amazon. Og størstedelen kommer aldrig til at gøre det.

I hvert fald ikke hvis man skal tro svarene i en ny analyse foretaget af Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH). Her svarer blot 12 pct. af de adspurgte virksomheder, at de sælger via markedspladser.

Og kun 4 pct. forventer at sælge på Amazon, når den amerikanske netmastodont åbner en dansk version af sin verdensomspændende altmuligbutik.

- Det er lidt overraskende, siger Niels Ralund, adm. direktør i FDIH, til RetailNews.

- Men jeg tror, at tallet vil ændre sig, når Amazon faktisk kommer. Vi mangler flere erfaringer fra vores nærmarkeder – for eksempel Sverige, hvor Amazon snart åbner. Mange netbutikker er i tvivl om, hvad gevinsten er ved at sælge på Amazon, siger Niels Ralund.

Ukuelig optimisme

Udsigten til at miste kontakten og kontrollen med sine kunder er ifølge FDIH’s analyse den væsentligste grund til ikke at ville sælge sine varer på Amazon. Derudover mener hver tredje, at deres produkter ikke passer ind på Amazon, som ellers sælger stort set alt.

Er danske netbutikker naive, når kun 4 pct. vil sælge på Amazon?

- Jeg vil nødigt kalde dem naive. De har en ukuelig tro på sig selv og egne evner. De fleste af dem mener, at de selv har fundet opskriften på, hvordan de skal overleve, siger Niels Ralund.

Selvom Amazon giver adgang til verdens største udstillingsvindue, er der også en række udfordringer og dilemmaer ved at sælge sine varer på platformen. Derfor er det ifølge detailekspert, direktør i Efficiens og ekstern lektor på CBS, Per Østergaard Jacobsen, ikke overraskende, at så mange netbutikker vægrer sig.

- Jeg forstår godt, hvis man som netbutik ikke vil sælge på Amazon. Men jeg gætter på, at en del bliver tvunget til det, selvom de ikke synes om det, siger han til RetailNews.

Kopiering af varer

Sælger du dine varer på Amazon, får du effektivt og billigt adgang til verdens største netbutik. Til gengæld betaler du med din salgsdata. Amazon ved derfor præcis hvilke varer, der sælger godt – og til hvilken pris.

Der er set tusindvis af eksempler på, at Amazon begynder at kopiere varer, som andre virksomheder sælger på platformen, og dernæst dumper prisen.

- Man skal virkelig tænke sig om, inden man giver sig i kast med Amazon. Der er også andre markedspladser, men man skal finde ud af, hvordan man bruger dem bedst muligt. Vil man være noget for alle, bliver det svært at klare sig. Vil man være alt for nogen, bliver det nemmere, vurderer Per Østergaard Jacobsen.

Ifølge Niels Ralund fra FDIH skal man passe på med at lægge alle sine varer i Amazons kurv. Så er man både afhængig og sårbar.

- At sælge på Amazon kræver en dygtigt eksekveret strategi, og at man er dedikeret og sætter tilstrækkelige midler af, siger Niels Ralund.

Amazon snupper i dag 1,1 pct. af alle e-handelskøb i Danmark. I 2019 havde hver femte dansker handlet hos den amerikanske gigant.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078