Bolia-direktør: Hvis væksten ikke er tocifret, gør vi det ikke godt nok
– Da jeg kom til for femten år siden, tænkte jeg, at det her nok skulle gå hen og blive stort. Det er nøjagtig samme følelse, jeg sidder med i dag.
Sådan lyder det fra Lars Lyse Hansen, adm. direktør i Bolia, ovenpå et regnskabsår, hvor den Lars Larsen Group-ejede designvirksomhed for første gang passerede milliardmilepælen på toplinjen. Men ifølge direktøren er der meget mere at komme efter for virksomheden, der i år kan fejre sit 20-års jubilæum.
– Selvom vi har passeret milliarden, føler vi os stadig som en lille virksomhed, og jeg er ikke i tvivl om, at potentialet er gigantisk, lyder det fra direktøren, der ikke lægger skjul på, at målet som minimum er tocifrede årlige vækstrater.
– Det er det, vi er gearet til, og kan vi ikke indfri det, så gør vi det simpelthen ikke godt nok med vores ekspansion, slår han fast.
Ekspansion i en myriade af salgskanaler
Når Lars Lyse Hansen skal sætte ord på, hvordan Bolias ekspansion skal se ud de kommende år, er det svært at gøre kort. Med mere end 600 forhandlere i mere end 50 lande er der et utal af strategier i spil.
– I nogle lande har vi fysiske butikker og webshop, i andre har vi kun webshop, og i atter andre har vi et agent-baseret setup, mens hele B2B-markedet er et kapitel for sig selv, forklarer han og peger på, at hver enkelt salgskanal har sin egen ekspansionsplan.
– Ser vi på de fysiske butikker, så har vi blandt andet kig på Frankrig, Tyskland, Danmark, Holland og Schweiz, hvor vi har kig på byer, vi mener, fortjener en Bolia-butik, fortæller Lars Lyse Hansen, der dog understreger, at tidsperspektivet i høj grad afhænger af omstændighederne.
– I det seneste år har vi for eksempel gjort en del i Schweiz, fordi der sådan lidt tilfældigt åbnede sig nogle stærke locations, mens vi til gengæld har måttet sætte planerne i Frankrig lidt på hold, fordi coronaen ramte så hårdt her, forklarer han.
Ingen konflikter mellem kanalerne
Bolia henter i dag omkring halvdelen af sin omsætning gennem webshoppen, og selvom der over de seneste fem år er sket en kraftig forøgelse af nethandlen, er der ingen planer om at drosle ned for nye butiksåbninger.
– Nethandel er ikke bare nethandel længere, i dag hænger det i høj grad sammen med de fysiske butikker, fordi det ikke længere er et enten/eller for kunderne, forklarer Lars Lyse Hansen, der peger på, at opgaven for de fysiske butikker derfor også har ændret sig.
– Butikkernes job er ikke længere partout at sælge her og nu, men i højere grad inspirere og rådgive til et salg, kunden så senere kan foretage enten i butikken eller online, forklarer han.
Af samme grund har Bolia i år sat gang i en omstilling af butikkerne, der nu skal indrettes med et såkaldt ”design atelier” og i højere grad fokusere på den personlige rådgivning.
– På den måde håber vi at kunne give kunderne en oplevelse, der kan føre til et salg, og vi har den fordel, at vi kun har en platform, som et netbaseret, hvor al handel sker fra. Det er der, vi er født, og så har vi koblet butikkerne på derfra, og det giver os den fordel, at der ikke opstår konflikt mellem de forskellige kanaler, vurderer Bolia-direktøren.