23948sdkhjf

Her er de nye restriktioner rettet mod julehandlen

Som følge af det stigende antal coronasmittede bliver der frem mod jul skærpede restriktioner i detailhandlen. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

- Vi står foran en juletid, hvor vi ved, at der kan være trængsel i detailhandlen, sagde ministeren på pressemødet og præsenterede derfor nye krav til større udvalgsbutikker.

Der vil fra 7. december indføres nye grænser for antallet af tilladte kunder i butikker, der har et butiksareal på over 2000 kvadratmeter.

Desuden skal der indføres ensretning i større butikker og storcentre, fortalte ministeren.

Det blev på pressemødet ikke nærmere uddybet, hvor mange kunder der fra næste uge tillades pr. kvadratmeter.

De nye restriktioner kommer til at gælde i hele landet fra 7. december og indtil videre frem til 2. januar. Magnus Heunicke udelukker ikke at skærpe restriktionerne yderligere, hvis smittetallet udvikler sig negativt.

I forvejen er der blandt andet afstandskrav i butikkerne, krav om mundbind eller visir, anbefaling om håndsprit til kunderne og forbud mod salg af alkohol efter kl. 22.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.156