Amerikanske PepsiCo varsler nu en stor fyringsrunde på 8.700 ansatte svarende til 3 procent af koncernens samlede arbejdsstyrke.
Det fremgår af de forventninger til fremtiden, læskedrik- og snackkoncernen har offentliggjort i kølvandet på regnskabet for 4. kvartal.
Snackområdet, som udgør knap 2/3 af PepsiCos sortiment, steg ellers med 8 procent i regnskabsåret, mens området for læskedrikke gik op med 5 procent.
Det gav en samlet nettoomsætning på $66,5 mia. for hele året, svarende til en fremgang på 15 procent.
Ikke desto mindre er der altså planer om at spare $1,5 mia. inden 2014 ved blandt andet at skære i arbejdsstyrken.
PepsiCo kendes bedst herhjemme for læskedrikkene Pepsi og 7Up, men står også bag fødevarer som Quaker Foods, Cheetos, Walker’s og Lays.