23948sdkhjf

Netto-profil vender tilbage til Coop: Han bliver en central person

Endnu en gammel kending vender tilbage til Coop og skal være med til at tegne den nye retning, som topchef Kræn Østergaard Nielsen har udstukket for landets næststørste dagligvarekoncern.

Jeff Salter, der i lidt over tre år har været konceptudvikler i Salling Groups discountkæde Netto, skal fra 1. marts være ny kommerciel direktør for Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen.

- Vi glæder os til at få Jeff tilbage. Han bliver en central del af det nye, stærke hold, som skal stå i spidsen for den største del af vores kæder, brugskæderne med Kvickly, SuperBrugsen og Dagli´Brugsen, der med en samlet omsætning på over 25 mia. kr. bliver den største kædemuskel i dansk dagligvarehandel, skriver Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, i en mail til RetailNews.

Ansættelsen af Jeff Salter er en udløber af den omfattende organisationsændring, som Coop-topchef Kræn Østergaard Nielsen præsenterede for snart to uger siden.

Helt konkret mener Kræn Østergaard Nielsen, at der skal være mere forskel på Coops kæder, som omfatter Fakta, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og den nye lavpriskæde Coop 365.

Derfor bliver der oprettet 40 nye stillinger i kæderne. Det mest markante er, at hver kæde nu får sin egen kommercielle direktør med ansvaret for bl.a. marketing. Derudover får de egen sortimentschef, som skal sammensætte vareudvalget i de enkelte butikker bedst muligt.

Jeff Salter er som sagt ikke et ubeskrevet blad i Coop-koncernen. Han var ansat som marketingchef og senere kommerciel direktør i SuperBrugsen, inden han i sommeren 2017 skiftede til Netto.

I Netto har Jeff Salter haft ansvaret for butikskonceptet på tværs af kædens 1.300 butikker i Danmark, Sverige, Tyskland og Polen.

Coop har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til ansættelsen af Jeff Salter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.158