23948sdkhjf

Salling Groups omsætning i stort hop: Det er aldrig sket før

Danmarks største dagligvarekoncern, Salling Group, havde forrygende travlt i 2020 og øgede sin omsætning med en hidtil uset fart. Det skriver Berlingske.

Lidt over 7 pct. lagde Salling Group til sin omsætning. Det skete på trods af at danskernes handel på nettet – heriblandt med fødevarer – nåede rekordhøjder.

- Vi lægger fire milliarder til vores omsætning, hvilket er fuldstændig vanvittigt og aldrig sket før, siger Per Bank, topchef i Salling Group, i et interview med Berlingske.

Dermed omsatte Salling Group for over 60 mia. kr.

Vokser i udlandet

Coronakrisen har medført kronede dage for landets dagligvarebutikker, fordi danskerne dels ikke har kunnet spise ude, dels ikke har kunnet valfarte på ferie til udlandet

Også Coop og Lidl Danmark melder om rekordår.

Per Bank regner med at kunne lægge yderligere fire milliarder kroner til omsætningen i 2021, fortæller han til Berlingske. I juni købte koncernen 300 Tesco-butikker i Polen, og de er alle i gang med at blive konverteret til Netto.

Når det er sket, vil en tredjedel af Salling Groups omsætning komme fra udlandet.

2020 blev i den grad året, der gav onlinehandel med dagligvarer et gennembrud. Den største aktør på markedet, Nemlig.com, solgte som aldrig før, ansatte 1.000 nye medarbejdere og landede sit første driftsoverskud nogensinde.

Salling Group satser også på onlinehandel. Om kort tid lanceres levering af fødevarer fra føtex.dk. Først i Storkøbenhavn og på længere sigt i flere store byer.

Per Bank har ifølge Berlingske en målsætning om, at Salling Group skal sidde på cirka en tredjedel af onlinehandlen med dagligvarer – ligesom man gør med den fysiske dagligvarehandel.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157