Elektronikkæder slås med at få varer: Vi har aldrig stået i noget lignende
Internationale udfordringer med at få containere presser også leverancer til elektronikkæder som Elgiganten, Power og Proshop, der vælger nye strategier for at få varer hjem til kunderne. Det skriver Børsen.
Blandt andet er Elgiganten begyndt at flyve visse varer hjem i stedet for at bruge containerskibe, hvor det kan lade sig gøre.
- Hvis vi for eksempel tager gamerstole, hvor der ikke kan være ret mange på en palle, bliver det rigtig, rigtig dyrt, hvis man skal flyve det ind. Så det er hele tiden en balance, siger Elgigantens adm. direktør, Peder Stedal, til Børsen.
Også konkurrenten Power kæmper med at få leveret en del af sine varer.
- Efterspørgslen er der, men vi kan ikke få varerne, og vi skal samtidig kompensere for nedlukkede butikker. Det er en situation, som vi aldrig tidligere har stået i. Ikke engang noget der ligner, siger Power-direktør Jesper Boysen.
Proshop har i stedet valgt at betale prisen for de nu dyrere containere.
Det er den voldsomme efterspørgsel på forbrugsvarer som elektronik, der har skabt mangel på containere, coronarelaterede forsinkelser på verdens havne og historisk høje fragtrater.