23948sdkhjf

Har omsat for 17 mio. kr. på to år og vil nu erobre udlandet

Drømmen om at skabe sit eget fik for to år siden Jakob Bording Andersen til at kvitte sit job i modevirksomheden Minimum og springe ud som selvstændig.

Det har den erfarne modemand formentlig ikke fortrudt.

På noget nær rekordtid har han skabt et hurtigt voksende tøjfirma med otte årlige kollektioner og salg i flere lande. Nu har Jakob Bording Andersen solgt 12 pct. af sin virksomhed, A-View, til serieinvestor Jan Dal Lehrmann.

- Jakob Bording Andersen kender gamet og er en særdeles dygtig købmand. Det er på bare to år blevet en rigtig god forretning, og jeg føler mig overbevist om, at vi kun lige har set begyndelsen på et nyt internationalt væksteventyr. Den rejse vil jeg gerne være med på, siger Jan Dal Lehrmann, der har betalt 1 mio. kr. for at blive medejer af A-View.

Længere ud i Europa

To år efter at Jakob Bording Andersen stiftede A-View, har tøjbrandet allerede omsat for 17 mio. kr. De små, hurtige tøjkollektioner til kvinder sælges både online og engros til forskellige tøjbutikker herhjemme og via agenter i Tyskland, Norge, Sverige, Holland, Belgien og Polen.

Dertil kommer salg via Zalando, Miinto og Amazon i Tyskland.

Med en erfaren investor om bord er Jakob Bording Andersens mål at sætte yderligere fut under salget i Danmark og ikke mindst udlandet.

- Nu handler det om at udnytte Jan Dal Lehrmanns kompetencer til at få bredt vores brand endnu mere ud og opretholde væksten, så vi realiserer vores drøm om at skabe det næste store danske modebrand, siger Jakob Bording Andersen.

A-View holder til i Aarhus-forstaden Risskov.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078