23948sdkhjf

Restauranter åbner med coronapas: Meget vanskeligt at få øje på logikken

Det bliver et logistisk mareridt for restauranter og fortovscaféer at skulle kontrollere coronapas. Det forudser Katia Østergaard, direktør i Horesta, der er en brancheorganisation for hotel-, restaurations- og turisterhvervet.

Genåbningsaftalen betyder, at udendørs servering kan genåbne 21. april. 6. maj kan restauranterne slå dørene op for indendørs servering.

I begge tilfælde er et coronapas adgangsbilletten for gæsterne.

- Vi kommer til at få en kontrolfunktion, der er så væsentlig anderledes end den servicefunktion, vi normalt repræsenterer, siger Katia Østergaard.

Fordyrende at administrere

Kravet om coronapas betyder, at man skal kunne dokumentere, at man enten er vaccineret, har haft sygdommen tidligere eller kunne fremvise en negativ coronatest, der maksimalt er 72 timer gammel.

Katia Østergaard forudser, at det vil blive fordyrende for erhvervet at skulle tjekke, om gæsterne har tingene i orden.

Hun mener også, at det vil afholde mange gæster fra at gå på restaurant og begrænse lysten til at komme ud og spise.

Ulogisk krav

Direktøren for erhvervet har svært ved at se logikken bag kravet om coronapas som adgangsbillet til både udendørs og indendørs servering.

- Det er også svært at se, hvorfor det er farligere at gå på restaurant, sammenlignet med at man går rundt mellem hinanden, når man handler ind i detailhandlen uden krav om coronapas.

- 50 mennesker kan løbe svedende rundt mellem hinanden og dyrke sport uden coronapas. Men hvis de bagefter skal have en sodavand på en fortovscafé, så skal de kunne fremvise et coronapas.

- Det er meget vanskeligt at få øje på logikken, siger Katia Østergaard.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.126