23948sdkhjf

Nemlig-direktør i stormvejr: Debatten har taget en meget forkert drejning

Nemlig.com er havnet i sit største stormvejr nogensinde efter en række kritiske artikler i Politiken, der beskriver stærkt kritisable arbejdsforhold for både vognmænd og ikke mindst lageransatte.

Nu forholder adm. direktør Stefan Plenge sig for første gang mundtligt til den voldsomme kritik. Det sker i et interview med Finans.

Stefan Plenge afviser det billede, som artiklerne i Politiken tegner af forholdene for de mange hundrede ansatte, der hver dag pakker dagligvarer til Nemlig.coms kunder.

- Jeg synes, det er voldsomt, at vi bliver hængt ud som en virksomhed med Amazon-lignende forhold. Det har vi på ingen måde. Det kan jeg virkelig afvise. Debatten har taget en meget forkert drejning, siger Stefan Plenge til Finans.

Slagsiden

Alene det seneste år er der blevet ansat 1.000 nye medarbejdere hos Nemlig.com, som under coronakrisen har fået sit helt store gennembrud.

Det seneste regnskab viste en omsætning på 2 mia. kr. og det første driftsoverskud nogensinde.

Men den voldsomme vækst har også haft en slagside, erkendte Nemlig.com i sidste måned.

Det skete efter en række artikler om, hvordan de chauffører, der via selvstændige vognmænd bringer varer ud for Nemlig.com, er blevet mødt med bl.a. 15-timers arbejdsdage, flere måneders arbejde uden fridage, store bøder og ruter, der er næsten umulige at nå til tiden.

"Smædekampagne"

Kritikken af forholdene for de lageransatte på Nemlig.coms logistikcenter i Brøndby har Stefan Plenge mildt sagt reageret anderledes på.

Han har konsekvent nægtet at udtale sig til Politiken, men lørdag udsendte han en pressemeddelelse – som også blev sendt ud til samtlige kunder – hvori han skrev, at Nemlig.com er udsat for ”den vildeste smædekampagne” fra fagforeningen 3F med Politiken som pennefører.

Stefan Plenge afviser, at Nemlig.com stiller urimelige krav til sine lageransatte. F.eks. at de ikke skulle have tid til at gå på toilettet, fordi det går ud over deres effektivitet, og at de kravler rundt på hylder for at plukke varer.

- Selvfølgelig stiller vi krav til vores medarbejdere omkring deres hastighed, men vi stiller naturligvis ikke urimelige krav, lød det i pressemeddelelsen.

Nemlig.com og 3F holder i disse dage en række møder, hvor de skal forsøge at blive enige om et fælles udgangspunkt. Indtil nu har 3F opsagt lokalaftalen med Nemlig.com. Det betyder, at Nemlig.com har udsigt til at skulle holde helt lukket om søndagen, ligesom onlinesupermarkedet ikke længere kan ansætte medarbejdere på deltid.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098