23948sdkhjf

Salling Group med historisk regnskab - og Per Bank tror på mere

Landets største dagligvarekoncern, Salling Group, kom ud af 2020 med det bedste underliggende resultat og den højeste omsætning nogensinde.

Det viser det årsregnskab, som Salling Group onsdag formiddag har offentliggjort.

Omsætningen landede på 60,9 mia. kr. svarende til en vækst på 7,2 pct. Driftsresultatet blev på 2,8 mia. kr.

- Vi er meget opmærksomme på, at dagligvarebranchen har været positivt påvirket af corona. En pæn del af årsagen til fremgangen skyldes mere held end dygtighed, siger topchef Per Bank.

Salling Group er Danmarks største dagligvarekoncern med cirka 55.000 ansatte på tværs af Danmark, Polen og Tyskland.

Koncernen har 1.444 butikker.

Den driver kæderne Føtex, Bilka, Netto, to Salling-stormagasiner, legetøjskæden Fætter BR og en række webshops.

Tidligere var Salling Group også til stede i Sverige, men den del af forretningen blev i 2019 frasolgt.

Salling Fondene ejer fuldt ud koncernen, der tidligere har haft A.P. Møller-Mærsk i ejerkredsen.

Et historisk milliardopkøb

Salling Group står bag Netto, Føtex og Bilka samt to stormagasiner og Fætter BR.

Sidstnævnte var i løbet af 2020 tvangslukket.

Koncernen offentliggør ikke særskilte regnskabstal for de enkelte lande og kæder, men der blev ifølge finansdirektør Anders Hagh leveret rekorder på tværs af alle markeder – både hvad angår salg og indtjening.

2020 var på alle måder et ekstraordinært år for Salling Group. Dels satte coronapandemien gang i en nærmest uhørt vækst, fordi danskerne i lange perioder hverken kunne spise ude eller rejse på ferie.

Dels tog Salling Group to store strategiske beslutninger. Den første var at købe Tesco i Polen i en handel til 1,5 mia. kr. – den hidtil største i Salling Groups historie.

Den anden var at lancere hjemmelevering af dagligvarer i Storkøbenhavn via Føtex-kæden. Det skete tidligere end oprindeligt planlagt.

- Jeg har i mange år været lidt skeptisk, fordi behovet ikke har været der, og fordi online dagligvarehandel er meget svær at få økonomi i. Men vi har kunnet se, hvordan salget er steget markant. Bilka To Go er mere end fordoblet, og vi har høj fart i Føtex.dk, siger Per Bank.

Styr på forretningen

Selvom Salling Group ligesom resten af dagligvarebranchen har været begunstiget af corona, vil koncernen også gerne tage en del af æren for fremgangen på egen kappe.

Den underliggende indtjening har over en årrække været stigende. Der har ifølge Per Bank været styr på forretningen og omkostningerne, hvilket har gjort det muligt at investere – og dermed vokse yderligere.

- Vi har også god vækst i år. Blandt andet på grund af opkøbet af Tesco i Polen. Når vi aflægger regnskabstal for 2021, kommer vi igen til at se nogle milliarders stigning i omsætningen, siger han.

Salling Group regner med at investere 1,5 mia. kr. i at ombygge samtlige Tescos 300 polske butikker til moderne Netto-butikker. Lige nu konverteres der fem Tesco-butikker om ugen.

Salling Group, der er ejet af Salling Fondene, udlodder 200 mio. kr. i dividende, som ejerfondene giver retur til samfundet i form af donationer og velgørende formål.

Egenkapitalen i Salling Group var ved udgangen af 2020 opgjort til 7,6 mia. kr. Overskudsgraden var på 4,6 pct. - et højt tal i dagligvarehandlen.

Udvalgte regnskabstal for Salling Group A/S:

(i mio. kr.) 2016 2017 2018 2019 2020
Nettoomsætning 57.899 58.689 55.851 56.689 60.855
Driftsresultat 2.164 2.472 2.072 2.272 2.818
Årets resultat 1.322 1.698 1.367 2.291 1.852
Egenkapital 6.732 2.952 3.981 6.190 7.610
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11