23948sdkhjf

Coops nye regnskab overrasker topchefen: Det var et vanvittigt år

Danmarks næststørste dagligvarekoncern kom ud af 2020 på en måde, som overraskede selv den adm. direktør.

Godt hjulpet af coronakrisen lagde Coop-koncernen 2 mia. kr. til omsætningen og næsten fordoblede sit driftsresultat. Det viser det årsregnskab, som Coop netop har offentliggjort.

Også de selvstændige brugsforeninger, som driver 400 af de i alt 1.069 Coop-butikker, slog rekord.

- Det var et vanvittigt år. Og det er lidt overraskende, så godt det endte, siger topchef Kræn Østergaard Nielsen.

Coop er landets næststørste dagligvarekoncern kun overgået af Salling Group.

Coop består af knap 1.100 butikker under kæderne Fakta, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Coop 365, Kvickly og Irma.

Butikkerne er dels ejet af Coop Danmark og dels af en række selvstændige brugsforeninger.

Derudover favner Coop-koncernen også Coop Bank og Coop Invest.

Coop har 1,9 mio. medlemmer og cirka 40.000 ansatte.

Historisk godt resultat

Coop Danmark og de selvstændige brugsforeninger omsatte samlet for knap 45 mia. kr. og fik et driftsresultat på 906 mio. kr. Det bedste resultat nogensinde – og cirka 500 mio. kr. højere end budgetteret.

Årets resultat var på 756 mio. kr. mod 378 mio. kr. året før.

Coronakrisen skal ifølge Kræn Østergaard Nielsen tilskrives en del af æren for rekordresultatet. Den periodevise lukning af grænserne trak store summer ud af grænsehandlen og over i dansk dagligvarehandel – heriblandt i Coops over 1.000 butikker.

Også lukningen af restauranter og færre ferierejser påvirkede dagligvaresalget positivt.

Det var især Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen, der skabte den store fremgang i Coops indtjening i 2020.

Coop offentliggør ikke tal for de enkelte butiksformater – med undtagelse af Fakta.

- Men jeg kan sige så meget, at Kvicklys resultat uden sammenligning er det bedste i kædens historie. Det er meget tilfredsstillende, ikke mindst set i lyset af, at en række af de største varehuse er placeret i centre, der var lukket en stor del af året, siger Kræn Østergård Nielsen.

Store investeringer

Coop investerede sidste år 1,8 mia. kr. i bl.a. videreudrulningen af sit nye it-system, Coop One, modernisering af butikker, digitale løsninger og lavpriskæden Coop 365, som i år bliver landsdækkende med cirka 40 butikker.

Også i de kommende år skal der investeres et betydeligt milliardbeløb, fastslår Kræn Østergaard Nielsen. Det kommer til at sætte sig i indtjeningen.

- Resultatet for 2020 er usædvanligt højt. I år bliver mere normalt, når ferierejser, udespisning og grænsehandlen genåbner. Vi skal igen til at konkurrere i et ekstremt hårdt marked og samtidig tjene nok til at kunne investere massivt i fremtiden, siger Coop-topchefen.

På den digitale front har Coop lanceret sin egen app, som nu har over 550.000 brugere hver uge. Også Scan & Betal, hvor kunderne kan gå uden om kassekøen og selv scanne deres varer, har oplevet kraftig vækst og blev i 2020 benyttet i cirka 12 millioner ekspeditioner – en femdobling fra året før.

Gennembrud online

Coops to online-butikker, Coop.dk Shopping og Coop.dk MAD, har løftet salget med 50 procent. Samlet set giver online-aktiviteterne for første gang overskud.

- Det er lidt af et gennembrud. Dagligvaresalget online er endnu ikke profitabelt, men det opvejes af vores nonfood-del. Og vi kan nu se, at jo mere volumen vi får i forretningen, desto mere forbedres resultatet. Sådan var det ikke tidligere, siger Kræn Østergaard Nielsen.

At online-aktiviteterne samlet skulle give overskud, havde han ikke set komme.

- Det er sket hurtigere end ventet. Nu skal vi have mere skala på og blive endnu bedre til at drive det, fastslår Coop-bossen.

Udvalgte nøgletal for Coop Danmark A/S - koncernen og brugsforeninger:

(i mio. kr.) 2016 2017 2018 2019 2020
Nettoomsætning 43.640 43.690 42.796 42.730 44.693
Driftsresultat 274 528 533 459 906
Årets resultat 217 412 624 378 756
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.175