23948sdkhjf

Jens Visholm færdig i Coop

Efter 6 år i direktionen og knap 10 år i Coop fratræder koncerndirektør Jens Visholm sin stilling senest med udgangen af juni i år. Det oplyser Coop i en pressemeddelelse.

Jens Visholm har i de fleste år været ansvarlig for den kommercielle indsats i kategori- og indkøbsfunktionerne, men har i sine seks år i direktionen også haft ansvaret for bl.a. Logistik, Marketing, CSR, og har siden nytår stået i spidsen for direktionsområdet Kunder & Kommunikation.

- Siden min tiltrædelse som adm. direktør efteråret 2020 har vi løbende drøftet Jens' fremtid i Coop, og desværre har vi ikke kunnet finde en gensidigt tilfredsstillende permanent rolle til Jens i den nye organisation, hvorfor vi nu er blevet enige om at skilles, siger adm. direktør Kræn Østergård Nielsen. 

Fortsætter i datterselskaber

51-årige Jens Visholm var arkitekten bag Coops madmanifest og mange nye partnerskaber med leverandører på fødevaresiden. Senere har han blandt andet været med i udviklingen af lavpriskæden Coop365 samt etablering af bagerkæden BrødCooperativet.

- Jeg har haft tæt på 10 fantastiske år i Coop, hvor jeg har nydt at samarbejde med ekstremt kompetente kolleger og partnere. Jeg har også haft det privilegie, at jeg som en del af direktionen har arbejdet tæt på koncernens mange spændende og forskellige forretningsområder. Disse mange erfaringer ser jeg nu frem til at sætte i spil i nye sammenhænge, siger Jens Visholm.

Han forventer at fortsætte sin karriere inden for detailverdenen på både bestyrelses- og ledelsesniveau. Det betyder også, at han ikke siger helt farvel til Coop. Jens Visholm har takket ja til et tilbud om at forsætte som eksternt bestyrelsesmedlem i flere af Coop-koncernens datterselskaber.

Del af Coops omkalfatring

Coops adm. direktør, Kræn Østergård Nielsen, tiltrådte stillingen i september sidste år efter Peter Høgsted. Siden har den 40-årige topchef haft travlt med at ryste posen og sætte et nyt ledelseshold

Omkring 70 stillinger på hovedkontoret blev i efteråret skåret væk; til gengæld blev der oprettet 40 nye stillinger ude i kæderne.

- Vi står i den måske hårdeste konkurrencesituation nogensinde. Vores svar skal være, at vi vil være den virksomhed, hvor kunderne oplever, at de får mest for deres penge. Som kundeejet virksomhed skal vi være de bedste til at lytte til kunderne og bedst til at leve op til deres ønsker, sagde Kræn Østergård Nielsen dengang.

I den forbindelse blev Jens Visholm, der har været en del af koncernledelsen i Coop siden 2015, rykket fra marketing- og CSR-afdelingen til kunde- og kommunikationsdirektør.

Den afgående koncerndirektør har været ansat i Coop siden 2012. Han kom fra dagligvarekonkurrenten Dagrofa og har tidligere haft lederjob i blandt andet Statoil og det hedengangne Fona.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172