23948sdkhjf

Bagerkæde vil åbne 40 nye butikker efter tab på 227 millioner kroner

Den ellers velbesøgte bagerkæde Lagkagehuset havde et hårdt 2020, hvor flere tvangslukkede butikker var medvirkende til, at hovedkoncernen, Danish Bake Holding, endte året med et underskud på 227 mio. kr. 

- Der er selvfølgelig tale om signifikante tab, som det gør sig gældende med alle andre virksomheder i det område, som vi beskæftiger os med. Jeg synes, at vi er blevet velsignet af, at vi har været en del af fødevarenetværket i Danmark, hvilket betyder, at vi har holdt åbent i mange lokationer gennem det meste af krisen. Situationen har været helt anderledes i vores internationale markeder, hvor vores butikker i London og New York var totalt lukkede mellem tre og fem måneder. Så vi er påvirkede i langt højere grad dér, end på det danske marked, udtaler topchef Jason Cotta til Børsen.

Vækstplan fortsætter

Omsætningen faldt også fra 1,1 mia. kr. i 2019 til 933 mio. kr. sidste år. Alligevel fortsætter vækstplanerne for Lagkagehuset, der på udenlandsk kaldes Ole & Steen - efter de to stiftere Ole Kristoffersen og Steen Skallebæk. 

I en pressemeddelelse oplyser Danish Bake Holdings adm. direktør, at man planlægger at åbne 40 nye butikker i løbet af de næste tre år.

- Vi har nogle økonomisk stærke ejere og finansielle samarbejdspartnere, som virkelig tror på virksomheden og os. Og derfor går vi nu efter at udnytte mulighederne for at ekspandere yderligere i London, New York og Danmark, siger Jason Cotta i pressemeddelelsen.

Han uddyber over for Børsen, at de første 15 butikker vil stå klar inden årets udgang, og at fokus vil være på at gøre butiksnettet mere finmasket på de markeder, hvor Lagkagehuset og Ole & Steen allerede er til stede, fordi produktionsapparatet allerede er oppe at køre der.

På hjemmemarkedet har Lagkagehuset over 100 butikker, mens Ole & Steen er at finde 14 steder i London og tre steder i New York.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08