23948sdkhjf

Elgiganten accelererer vækstplaner: Bygger flere butikker efter nyt koncept

Efter sidste måneds offentliggørelse af et økonomisk rekordår sætter elektronikkæden Elgiganten turbo på vækstplanerne med byggeri af flere nye butikker.

Næste store projekt bliver en ny butik i Kalundborg, oplyser adm. direktør Peder Stedal.

- Vi har i nogen tid fulgt Kalundborg og området omkring med stor interesse. Derfor er det glædeligt, at det nu er lykkedes os at finde den rette beliggenhed til vores nye varehus, siger han i en pressemeddelelse.

Den i alt 2000 kvadratmeter store butik kommer til at ligge ved siden af en Harald Nyborg og Biltema. 

Nyt koncept

Den kommende butik bliver opført og indrettet efter Elgigantens nye butikskoncept, fortæller Peder Stedal.

- Ud over at vi vil skabe arbejdspladser i området, som et projekt af denne størrelse helt naturligt fører med sig, slår vi samtidig dørene op til et varehus, der bygger på vores nyeste ’3.0 koncept’ inden for butiksindretning. Et koncept, der blandt andet byder på separat køkkenafdeling samt Apple shop, siger Elgigantens direktør, der ikke lægger skjul på, at han har store forventninger til det nye varehus.

Elgiganten har med sin seneste rekordomsætning på 7,1 mia. kr. for regnskabsåret 2020/21 accelereret sine vækstplaner, som ud over varehuset i Kalundborg byder på nye varehuse i både Ringsted, Rønne og Fredericia – samt yderligere 4-6 varehuse de kommende 2-3 år.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.298