23948sdkhjf

Detailsalget er fortsat højt - men er på vej mod normalen

Forbrugernes købetrang kølede en smule af i juli, hvor detailsalget faldt lidt.

Mindre interesse for forbrugsvarer som elektronik og ting til hjemmet betød, at det samlede salg i juli dykkede 0,1 procent fra måneden før.

Det er dog stadig på et højt niveau, viser tal fra Danmarks Statistik.

Under corona har detailsalget ifølge makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel, Sydbank, været en stødpude for økonomien.

Her var hjælpepakker og udbetalingen af indefrosne feriepenge med til at understøtte forbruget blandt danskerne.

- Nu er økonomien næsten fuldt genåbnet, og det vil formentlig betyde, at vi gradvist vil se en forskydning af forbruget tilbage mod servicesektoren.

- Det kan koste omsætning i detailhandlen, som dog ligger langt over niveauerne før krisen, skriver han i en kommentar.

Ifølge chefanalytiker Louise Aggerstrøm Hansen, Danske Bank, var det forventeligt, at detailsalget ville falde en smule i juli.

Den type forbrugsvarer, som salget er faldet af, er nemlig nogle, der har klaret sig "overordentligt godt" under corona.

- Det er derfor ikke underligt, at vi gradvist begynder at bruge færre penge på dem, i takt med at økonomien normaliseres, skriver hun i en kommentar.

Hun understreger, at salget generelt stadig er højt. Hun forventer dog, at normaliseringen fortsætter.

Det skyldes blandt andet, at danskerne begynder at bruge flere penge på services - for eksempel caféer og restauranter.

- Det mere afdæmpede rejseforbrug, vi har set på det seneste, blandt andet på grund af frygt for deltavarianten, kan dog signalere, at danskerne også i efteråret vil have flere penge at bruge på varer, lyder det fra hende.

Tallet for salget i detailhandlen er korrigeret for prisudvikling og normale sæsonudsving. Der er også taget højde for antallet af handelsdage.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095