Kunderne i Føtex Food møder i frugt og grøntafdelingen ikke længere tilbud på ti stykker frugt til en bestemt pris. Kæden har droppet stykpriserne, og kunderne vejer i stedet frugterne og betaler efter vægten. – Vi udfordrer den danske tradition og kultur med at sælge frugt og grønt per styk, fortæller indkøbschef for frugt og grønt i Dansk Supermarked, Peter Løth. – Kunderne kan nu tage den størrelse eller mængde, de har brug for, og så betaler de en fast lavere pris per kilo. Vi tvinger ikke kunderne til at købe en stor mængde for at opnå en kvantumsrabat, men de kan tage den mængde, de har behov for, og det har jo blandt andet den positive vinkel, at det giver mindre madspild, siger indkøbschefen. – Hvis kunderne synes om det, så vil vi da overveje at implementere kilopriser også i de øvrige kæder, siger Peter Løth. Læs mere i Dansk Handelsblad 25. maj