23948sdkhjf

Ny dansk landedirektør i Netto

39-årige Braw Bakir er ny landedirektør for Netto Danmark, hvor han også får en plads i Salling Groups ledelsesteam.

Braw Bakir tiltræder efter Michael Løve, der har haft posten siden 2017.

- Jeg er oprigtigt stolt over at få muligheden for at stå i spidsen for Netto. Men også fuldstændigt bevidst om ansvaret. Alle, der kender mig, ved, hvor meget jeg brænder for Netto, vores stærke DNA, og at vi konstant knokler for at leve op til de forventninger, kunderne har til Netto. Jeg glæder mig virkelig til at fortsætte kædens hastige udvikling sammen med mine passionerede kolleger på tværs af landet, siger Braw Bakir, der får titel som Executive Vice President, Netto Danmark.

Braw Bakir har haft lidt af en karriere i Netto-regi, idet han i 1999 startede som servicemedarbejder i fritiden efter skole, mens han siden har været distriktchef, regionschef og salgsdirektør i Netto Danmark.

Michael Løve tiltræder en stilling hos energiselskabet OK, men kommer inden da til at bruge de kommende måneder på at overdrage ansvaret til Braw Bakir, der tiltræder dags dato.

Per Bank, administrerende direktør i Salling Group, er overordentligt tilfreds med at have fundet landedirektøren internt.

- Braw kender ikke bare forretningen. Han er Netto helt ind i marven og har fuldstændig styr på, hvad det kræver at drive en succesfuld discountkæde som Netto. Men det vigtigste er, at han er en rigtig dygtig og inspirerende leder, der i den grad er i øjenhøjde med både kunder og kolleger. Braw har en anerkendende ledelsesstil, hvor han udviser stor respekt for den enkelte kollega, og så kan han virkelig skabe energi og begejstring. Han er en udpræget holdspiller, der besidder en intuitiv forståelse af, hvad der skal til for at få hele holdet til lykkes sammen, og så er han ikke bange for at gå foran – også når det er svært, siger Per Bank.

Direktøren bruger også anledningen til at takke Michael Løve for sine år på posten.

- Michael har sammen med Braw og resten af det stærke ledelsesteam sikret, at vi har en kæde i særdeles god forfatning. Sidste år opnåede Netto Danmark sin højeste markedsandel og højeste omsætning nogensinde. Samtidig har Michael i sine fem år i Salling Group været en af hovedarkitekterne bag en modernisering af Nettos nye butikskoncept. Jeg ønsker Michael alt det bedste i hans videre karriere, siger Per Bank.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.157