23948sdkhjf

Mand er fængslet for at svindle Elgiganten for halv million

Politiets sag mod to unge mænd, der sigtes for at have fortsat deres svindelnumre kort tid efter en fængselsdom i februar, vokser i omfang.

Nu er de også mistænkt for at have hjulpet en tredje mand, der sigtes for at have fuppet Elgiganten.

Ved hjælp af kortoplysninger på stjålne og dækningsløse kreditkort skal han have bestilt varer for mere end en halv million kroner i løbet af blot et par uger.

Det er kommet frem under et grundlovsforhør i Københavns Byret mandag.

I forretninger i Fields, Glostrup, Hillerød, Hørsholm og andre steder fik den 28-årige mand udleveret de ting, han havde svindlet sig til, fremgår det af en sigtelse, som blev oplæst i retsmødet.

To andre dømt

Mandag har han delvist erkendt sig skyldig. Ifølge sigtelsen om databedrageri misbrugte han andre menneskers kortoplysninger mindst 47 gange.

Databedrageriet skete - ifølge politiet - i et samarbejde med to andre, som blev anholdt i begyndelsen af maj.

Disse to - der begge er 23 år - blev i begyndelsen af februar dømt i en sag, som blev efterforsket under kaldenavnet "Sweet Talk".

Med indsmigrende snak i telefonen lykkedes det at lokke især ældre kvinder til at udlevere følsomme oplysninger, som straks blev misbrugt, fremgik det af retsmøder i Københavns Byret.

Svindel for 6 mio. kr.

En dommer straffede aktiviteterne med ubetinget fængsel i to år og seks måneder til hver. Bedrageriet løb op i cirka 6 mio. kr.

Begge ankede til landsretten for at få en mildere sanktion og blev løsladt. Men godt 90 dage efter dommen blev de atter anholdt og sigtet for nye svindelnumre. Nu er de atter bag tremmer, mens efterforskningen står på.

Den ene er fra Fyn og blev oprindelig anholdt på Hotel Sankt Petri i det indre København. Tidligere har han fået en bøde for at køre for stærkt i en Porsche, kom det frem i et retsmøde.

I lejligheder skaffet gennem Airbnb havde de indrettet et slags call center, hvorfra Else, Esther, Herdis og andre kvinder blev bedraget.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079