23948sdkhjf

Fire ud af ti unge køber kopivarer på nettet uden at vide det

Danske unge køber kopivarer i stor stil, når de handler på internettet. Ofte sker det, uden at de selv er klar over, at der er tale om et kopiprodukt.

Fire ud af ti danske unge mellem 15 og 24 år har således købt kopivarer inden for det seneste år, uden at de var klar over det. Det viser en undersøgelse foretaget af den europæiske varemærkeorganisation EUIPO blandt 22.021 unge i 27 EU-lande.

Det er bekymrende høje tal, lyder det fra sektionschef Barbara Suhr-Jessen, Patent- og Varemærkestyrelsen. Hun mener, at de unge løber en stor risiko, når de køber kopivarerne.

- Hvis man køber kopivarer, så aner man ikke, hvilken vare man får. Man ved typisk ikke, hvem der har produceret den, hvad den indeholder og under hvilke forhold varen er produceret. Køber man forfalsket kosmetik eller parfume, kan man for eksempel risikere en allergisk reaktion. Og køber man en forfalsket mobiloplader, kan man risikere, at den bryder i brand. Så det er virkelig vigtigt at styre uden om kopivarer, siger hun.

39 pct. vælger bevidst falske varer

Det er varer som tøj og accessories, elektronik samt pleje- og kosmetikprodukter, der ofte bliver solgt som kopiprodukter.

Der er også danske unge, der bevidst går efter kopivarer, fordi de for eksempel er billigere end det originale varemærke. Således har 39 procent af de danske unge i undersøgelsen svaret, at de bevidst har købt kopivarer inden for det seneste år.

Det er dog en dårlig idé, lyder det fra Patent- og Varemærkestyrelsen.

- Det er et problem, at så mange unge får købt kopivarer, fordi de risikerer at udsætte sig selv for sikkerheds- og sundhedsmæssige farer. Det er også et problem, at de risikerer at støtte organiserede kriminelle, siger Barbara Suhr-Jessen.

Hun peger på, at rapporter fra det europæiske politisamarbejde Europol har vist, at producenter af kopivarer i nogle tilfælde også er involveret i andre former for kriminalitet.

Er man i tvivl om en vares ægthed, kan man finde gode råd på hjemmesiden jegvælgerægte.dk, som Patent- og Varemærkestyrelsen har lanceret.

Handel med kopivarer betyder også, at virksomheders patenter kan blive krænket, og arbejdspladser kan gå tabt.

EUIPO har tidligere anslået, at danske virksomheder årligt mister 4,2 procent af deres salg på grund af kopivarer. Det svarer til 6,17 milliarder kroner i tabt salg for virksomheder herhjemme.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079