Just Eat har røde tal på bundlinjen for første gang i mange år
Efter mange år med overskud i millionklassen, er takeaway-platformen Just Eat nu begyndt at tabe penge i Danmark.
Det seneste årsregnskab viser, at selskabet går ud af det seneste år med et underskud på 1,5 millioner kroner.
Året forinden havde Just Eat et overskud på næsten 46 millioner kroner.
Resultatet er dog "som forventet", skriver ledelsen i regnskabet.
Det skyldes, at selskabet har gennemført en række omstruktureringer og satsninger, såsom at hæve lønnen for al leveringspersonale som en del af en ny ansættelsesmodel indgået med 3F.
Det kan også aflæses ved, at personaleomkostningerne det seneste år var næsten 15,3 millioner kroner højere end i 2020.
Just Eat kæmper en hård kamp med konkurrenter som Wolt og Hungry, og derfor har man blandt andet også sænket gebyrerne for kunder og restauranter.
Just Eat blev oprindeligt stiftet i 2001 af iværksætter og investor Jesper Buch, der blev købt ud af selskabet i 2011.
I 2020 opkøbte det hollandske selskab Takeaway.com Just Eat for omkring 51 milliarder kroner.
Regnskabsår | 2021 | 2020 | 2019 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Primært resultat | 1,83 | 58,79 | 76,98 |
Bruttofortjeneste | 95,51 | 142,99 | 140,54 |
Resultat før skat | -0,99 | 60,38 | 77,30 |
Skat af årets resultat | 0,55 | 14,52 | 18,87 |
Årets resultat | -1,54 | 45,86 | 58,43 |
Omsætningsaktiver i alt | 138,09 | 132,35 | 158,21 |
Status balance | 148,03 | 149,58 | 179,26 |
Likvide beholdninger | 35,33 | 53,98 | 64,87 |
Egenkapital | 64,04 | 60,69 | 88,07 |
Antal ansatte | 175 | 206 | 165 |
Kilde: CVR |