23948sdkhjf

Boconcept har genåbnet russiske butikker: Gør det på “den korrekte moralske måde”

Mens en lang række danske virksomheder har lukket ned for deres russiske forretninger, har den danske designkoncern Boconcept i al ubemærkethed genåbnet sine 13 franchise-butikker i landet.

Det skriver Berlingske.

Da Rusland i vinter invaderede Ukraine, var designvirksomheden ellers hurtig til at lægge afstand til krigen. I marts annoncerede koncernen, at alle russiske aktiviteter var suspenderet, men ifølge adm. direktør Mikael Kruse Jensen, har Boconcept været juridisk forpligtet til at genoptage samarbejdet med den russiske franchisepartner, der driver 13 butikker i Moskva og Sankt Petersborg.

Til Berlingske siger Mikael Kruse Jensen, at det fortsat er koncernens intention at forlade landet, men at processen tager længere tid, end man havde ønsket sig. Ifølge topchefen er der nemlig ingen gyldig grund til at opsige kontrakten, og et slagsmål i retten er ifølge Mikael Kruse Jensen heller ikke den rigtige vej at gå.

– Hvis du har en global franchisekontrakt og afbryder den fra den ene dag til den anden, så er der noget moralsk i det. Og det gør vi ikke med vores franchisepartnere. Og så er der den økonomiske årsag og de konsekvenser, det ville have. Det har vi kigget ind i, og det er ikke den måde, vi skal ud af Rusland på. Derfor gør vi det på den korrekte moralske måde, siger han til avisen.

Mikael Kruse Jensen understreger, at Boconcept har besluttet at donere al profit fra det russiske salg til genopbygningen af Ukraine.

Boconcept, der står bag 310 butikker i 67 lande, satte i 2021/22 toplinjerekord med en omsætning på 1.490 mio. kr., mens resultatet før skat landede på 175 mio. Kr.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063