23948sdkhjf

Nordjysk firmaejer dropper sin hjemby: - Jeg er ked af det, men hvis virksomheden skal vokse, må vi flytte

Tøjfirma rykker fra én nordjysk kommune til en anden

Læs originalartiklen på nordjyske.dk her

Kim Dybdahl har i årevis været en synlig figur i Østervrå. Både som erhvervsdrivende og som aktiv ildsjæl i byen.

Derfor gør det også ondt på ham, at han nu har måttet vælge at flytte sin virksomhed - Dybdahl Erhvervstøj - væk fra byen, hvor han selv har hjemsted.

- Det er meget vemodigt, og det er klart, at det er noget, som jeg har gået og funderet meget over. Jeg er ked af det, men hvis virksomheden skal vokse, må vi flytte, forklarer Kim Dybdahl.

Kim Dybdahl startede sin virksomhed i 1996 i Østervrå. Oprindeligt var det med både butik og erhvervssalg. Siden dengang er der dog blevet fokuseret rendyrket på salg til virksomheder - altså B2B-salg.

Dybdahl Erhvervstøj har i de seneste år blandt andet investeret i en stærk kundeplatform, der kombinerer kvalificeret personlig kundeservice med automatiserede processer. Det giver en hurtig og effektiv købsoplevelse hos kunderne - og konsekvensen har været en markant vækst i salget.

- Vi sender omkring 30.000 pakker om året, og det er svært at gøre det fra en mindre by. Så derfor har vi haft brug for at finde et sted, hvor vores logistik og vores lager får plads til at blive udvidet fremover, fortæller Kim Dybdahl.

- Så hvis vores virksomhed skal fortsætte sin udvikling skal vi tættere på motorvejen, og vi skal placeres mere centralt i Vendsyssel.

Har planlagt flytning i to år

Hidtil har han gået meget stille med dørene, men tankerne om en flytning af Dybdahl Erhvervstøj har været undervejs i to år, fortæller Kim Dybdahl.

- Til marts er det to år siden, vi besluttede, at der skulle ske noget - men undervejs er der kommet en brand imellem, siger Kim Dybdahl med henvisning til en brand, der i starten af marts 2021 ødelagde både kontor og varebeholdning i den lejede bygning, som den Østervrå-baserede virksomhed hidtil har holdt til i.

Kim Dybdahl fortæller, at han i sin søgen efter en ny lokation til virksomhedens hovedsæde har set på muligheder i både Aalborg, Nørresundby, Hjørring og Frederikshavn. Men i sidste ende er valget faldet på Brønderslev - på grund af den centrale placering i Vendsyssel.

- Det er nok snart et år siden, at vi tog den beslutning. Men vi har været lidt tilbageholdende og ydmyge overfor at melde det ud - men med den logistik, som vores virksomhed har brug, er det nødvendigt, at vi gør noget nu, siger Kim Dybdahl.

- Vi har egentlig helt generelt haft en fin vækst gennem de seneste 10 år - men i 2020 og 2021 er det fuldstændig stukket af for os. Vi var ikke nedlukket under corona-perioden, og det var vores kunder heller ikke. Så på den måde har vi måske bare været heldige, at vores portefølje af kunder var på den måde.

Snart på plads i Brønderslev

Dybdahl Erhvervstøjs flytning til Brønderslev er planlagt til at ske 1. februar 2023.

Til den tid rykker man ind i den gamle Pedershaab Maskinfabrik - der ligger på adressen Godsbanegade 14 i Brønderslev.

- Vi har medarbejdere, der kommer fra både Hjørring, Aalborg, Hjallerup og Brønderslev - så det bliver godt for os at være placeret mere centralt. Og samtidig er der altså også noget fantastisk ved at rykke ind i den gamle fabriksbygning, fortæller Kim Dybdahl.

I første omgang får Dybdahl Erhvervstøj råderet over cirka 1000 kvadratmeter - men der er mulighed for at disponere over yderligere 800 kvadratmeter på etagen ovenover, hvis det bliver nødvendigt.

Det nye hovedsæde er i øvrigt ikke det eneste tiltag, som Kim Dybdahl har gjort, for at øge tilstedeværelsen i Brønderslev. Han har således også netop overtaget den gamle Brønderslev-virksomhed Agerbæk Firmatøj.

Der er - med overtagelsen af Agerbæk Firmatøj - 18 ansatte i Dybdahl Erhvervstøj.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097