23948sdkhjf

Dagligvarekæde fordobler i nordjysk by - og kan finde på at åbne endnu flere steder

Hjørring er et attraktivt område for dagligvare-gigant

Som Nordjyske kunne fortælle torsdag formiddag, så bliver det dagligvarekæden Lidl, der overtager den relativt nyåbnede - men alligevel lukningsdømte - Aldi-butik på Skagensvej 100 i Hjørring.

Dermed kommer Lidl op på to Hjørring-butikker, da man i forvejen driver en forretning på adressen Åstrupvej 2 i byen.

Om baggrunden for, at kæden på den måde fordobler aktiviteterne i Hjørring, siger Mads T. Nielsen - udviklings- og ejendomsdirektør i Lidl - følgende til Nordjyske:

- Vi er rigtigt glade for den oprindelige butik, vi har i Hjørring, men vi har længe været på jagt efter noget mere. Og jeg vil faktisk også gerne sige, at det er ikke sikkert, at vi med det her køb stopper vores vækst i Hjørring. Vi synes, Hjørring er en spændende by, og derfor slog vi til, da vi fik chancen for at købe butikken på Skagensvej.

En tredje butik?

På den baggrund er der heller ikke grund til at være nervøs for fremtiden for butikken på Åstrupvej.

- Vi er glade for den butik, og vi ser helt klart potentiale for mere udvikling i Hjørring. Så der er ingen grund til at få nervøse trækninger i den del af byen, hvor den oprindelige butik ligger. Det eneste, der sker ved det her opkøb, er, at vi helt generelt kommer tættere på kunderne i Hjørring.

Er der lige frem tale om, at I kan finde på at investere i en tredje butik i Hjørring?

- Det kan sagtens komme på tale på sigt.

Lidl er faktisk i gang med en større ekspansion på det danske marked. I øjeblikket råder dagligvarekæden over 139 danske butikker - men samtidig har koncernen også meldt ud, at man vil op på 200 forretninger i Danmark. Og flere af de nye kommer formentlig til at ligge i Nordjylland.

- Nordjylland er generelt et spændende område, hvor vi i forvejen er godt repræsenteret. Men vi er absolut ikke færdige med at investere i Nordjylland, siger Mads T. Nielsen.

Åbner i foråret

Med hensyn til butikken på Skagensvej så er scenariet nu sådan, at den lukkes af Aldi med virkning fra 2. marts. Og derefter går Lidl så i gang med at indrette butikken.

- Og der skal ske lidt mere, end at vi bare sætter et nyt skilt op, siger Mads T. Nielsen med et smil.

- Kunderne skal i butikken have en klar oplevelse af vores koncept. Så det bliver en klokkeklar Lidl-butik - og ikke en tidligere Aldi-butik.

Foreløbig er det dog svært for Mads T. Nielsen at melde en åbningsdato ud.

- Åbningen kommer til at finde sted i løbet af foråret, men det er ikke alting, der er i vores egne hænder. Men vi åbner så hurtigt som muligt i løbet af foråret - og vi skal selvfølgelig også nok komme med en udmelding om datoen, så snart vi kan gøre det. For vi glæder os utroligt meget til at åbne butik nummer to i Hjørring.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094