Kvickly, som er ejet af Coop Danmark, offentliggjorde kort før nytår, at man ville lukke den store butik på 8.800 kvadratmeter i Rosengårdscentret, fordi den ikke passer ind i koncernens koncept. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Kvickly blev slået ud af Føtex, som åbnede i en anden del af butikscentret og ejes af Dansk Supermarked, og i underetagen er Fakta, som også er ejet af Coop, blevet fordoblet.
Ifølge Carsten Lindblad, direktør for Rosengårdcentret, er lukningen en oplagt mulighed for en positiv udvikling af centret de næste 20-30 år, fordi han har tiltro til specialbutikker, og han glæder sig til at få nye, spændende lejere samt forhåbentligt at få lejeindtægten mangedoblet i forhold til, hvad Kvickly har lagt om året.