23948sdkhjf

For få ressourcer til momsjagt i e-handlen

Hos Dansk Erhverv ærgrer man sig over, at Skat har alt for få ressourcer til indsatsen over for udenlandske netbutikker, der ikke overholder den danske skattelovgivning.
Skat har netop offentliggjort de nye kontrolprojekter for 2013. Et af projekterne sætter fokus på indsatsen over for e-handels-virksomheder, der omgår de danske skatteregler.

Netbutikker fra andre EU-lande, der sælger for mere end 280.000 kr. om året til danske forbrugere, skal betale dansk moms af hele deres omsætning i Danmark. Mange udenlandske virksomheder undlader imidlertid at afregne, og på den baggrund er Skat begyndt at fokusere på området. I 2012 undersøgte man flere end 200 udenlandske sites, og til dato har projektet foretaget skatte- og afgiftsreguleringer for cirka 27 millioner kroner.

Hos Dansk Erhverv glæder man sig over Skats fokus på udenlandske e-handelsvirksomheder, men samtidig er det ærgerligt, at der ikke afsættes flere ressourcer på området, mener Marie Louise Thorstensen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

- Det er meget tankevækkende, at projektet til dato kun har foretaget skatte- og afgiftsreguleringer for cirka 27 mio. kr. Det ser vi som et udtryk for, at SKAT ikke har fået stillet tilstrækkelige ressourcer til rådighed til projektet. Vi håber derfor, at projektet bliver forlænget og tildelt flere hænder, siger hun.

Går glip af et trecifret millionbeløb årligt
Ifølge tal fra Skatteministeriet var momsprovenuet for udenlandske netbutikkers salg i Danmark på 129 mio. kr. i 2011. Ifølge Dansk Erhverv er dette tal bekymrende lavt, fordi det indikerer, at danskerne kun skulle have e-handlet momsbelagte varer i udlandet for ca. 650 mio. kr. i 2011. Til sammenligning har Dansk Erhverv estimeret, at danskerne i 2011 e-handlede for ca. 9 mia. kr. i udenlandske netbutikker. Heraf er ca. halvdelen fysiske varer, der er momsbelagte.

Ifølge Skatteministeriet udgør momsprovenuet for 2012 per medio oktober 95,4 mio. kr. Desuden er kun 99 udenlandske e-handelsvirksomheder ifølge Skatteministeriet registrerede som momspligtige i Danmark, hvilket ligeledes synes lavt.

- Vi synes, det er problematisk, at man tilsyneladende ikke har fuldt overblik over udenlandske e-handelsvirksomheders aktiviteter i Danmark. For når en række udenlandske netbutikker ikke afregner den lovpligtige danske moms, koster det statskassen dyrt. Vi vurderer, at det handler om et trecifret millionbeløb årligt, siger Marie Louise Thorstensen.

- Så selvom de 27 millioner skulle være indkasseret fra momsunddragere, står Skat fortsat foran et stort arbejde for at skabe mere lige konkurrencevilkår for danske virksomheder, fortsætter hun.

Skats søgerobot har foreløbigt udsøgt omkring 500 sites til undersøgelse i 2013.

Find Skats Produktionsplan 2013 på www.skat.dk

Kilde: Skat / Dansk Erhverv

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078