Kurt Skare, der 1. februar måtte se sin kødkoncern gå konkurs, har fundet en ny ejer til Skare-koncernens hovedkvarter i Vejen - bygninger, som han har ejet personligt, og som derfor ikke er omfattet af konkursboet.
1. april overtager Danish Crown således cirka 14.000 kvadratmeter bygninger og et areal på over 120.000 kvadratmeter i Vejen. En stor del af bygningerne er bygget til fødevareproduktion, og netop derfor slog Danish Crown til, da bygningerne kom til salg, oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.