Torsdag d. 14. februar lukkede Irma sin butik på Klingenberg, og dermed blev der sat et foreløbigt punktum for etableringen af en Irma-butik i Odense. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Kæden, der blev etableret i det Indre København og udviklede sig til en omfattende butikskæde øst for Storebælt, kom første gang til Odense i 1988, hvor man åbnede fire butikker på strategisk velovervejede placeringer.
Men allerede i 1992 måtte Irma kvitte Fyn, og først i 2008 genopstod kæden i Odense med fokus på kvalitet og økologi. Desværre ramte Irma forbi i Odense, og dermed måtte Irma igen forlade Odense, hvilket lukningen i torsdags altså satte streg under.