23948sdkhjf
Del siden
Annonce

96% af de danske fødevarer overholder pesticidreglerne

I alt 96% af prøverne i den danske pesticidkontrol 2021 var enten fri for sprøjterester eller indeholdt koncentrationer under de tilladte grænseværdier. Det viser den årlige pesticidrapport fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.

Pesticider bruges til at bekæmpe ukrudt og beskytte afgrøder mod f.eks. insektangreb og svampeangreb eller for at regulere plantens vækst. Det kan medføre, at rester af pesticider og deres nedbrydningsprodukter forekommer i vores fødevarer. Restindholdet i fødevarer må dog ikke overskride den maksimalgrænseværdi, der er fastsat i lovgivningen.

Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet står for at gennemføre den danske pesticidkontrol, som undersøger prøver af frugt, grøntsager, cerealier, babymad og andre forarbejdede produkter samt animalske produkter som kød, lever, æg og honning for pesticidrester. 

Færre pesticidrester i dansk produceret frugt og grønt
Pesticidkontrollen har i 2021 undersøgt 1.699 prøver fordelt på 225 forskellige typer fødevarer. Stikprøver udtages repræsentativt for det danske marked, mens mistankeprøverne udtages, hvor der er mistanke om større hyppighed af overskridelser.

Pesticidrester blev fundet i 84% af alle prøver af konventionelt dyrket frugt og i 42% af alle prøver af konventionelt dyrkede grøntsager samt i 32% af prøver med konventionelt dyrket korn. Pesticidindholdene var under maksimalgrænseværdien i 96% af samtlige undersøgte stikprøver af konventionelt dyrket frugt og grøntsager, forarbejdede produkter og cerealier. 

34 prøver blev vurderet til at kunne udgøre en sundhedsmæssig risiko, eller til at en sundhedsmæssig risiko ikke kunne udelukkes. Af disse 34 prøver var 18 prøver udtaget som stikprøver, og 16 prøver var udtaget som mistankeprøver.

I frugt produceret konventionelt i Danmark er sprøjterester fundet i 60% af prøverne. Tallet er 95% for frugt produceret i resten af EU og 82% for frugt produceret udenfor EU.

I grøntsager fra Danmark er sprøjterester fundet i 24% af prøverne. Tallet er 52% for grøntsager produceret i resten af EU og 49% for grøntsager produceret uden for EU. Der er også oftere fundet mere end ét pesticid i samme prøve, når det gælder udenlandske fødevarer sammenlignet med de undersøgte danske varer. Mere end ét pesticid er fundet i 54% af de udenlandske prøver, mens det kun er tilfældet for 16% af de danske prøver.

Pesticidrester blev fundet i 5,7% (10 prøver) af de økologiske fødevarer. Fire af prøverne indeholdt spinosad, som er godkendt til økologisk produktion. 

Se hele rapporten: Pesticidrester i fødevarer 2021 – Resultater fra den danske pesticidkontrol.

DTU Fødevareinstituttet
Henrik Dams Allé
Bygning 202
2800 Kgs Lyngby
Lyngby-Taarbæk Kommune
Danmark
CVR nummer: DK30060946

Send til en kollega

0.047