23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Nyt set-up hos Wennstrom.

Øget fokus på service, support og salg af kemi og professionelt bilplejeudstyr - salg af vaskeanlæg stopper.

Vores direktør, Jørgen Lindemann, har udtalt sig i en artikel til Motormagasinet - du kan læse indholdet her.

Wennstrom stopper salg af bilvaskeanlæg – service fortsætter
Et presset marked får den svenskejede leverandør af Christ vaskeanlæg til at sætte salget i Danmark i bero, men service, support og salg af kemi fortsætter.

Det er slut for nu med at kunne købe Christ vaskeanlæg i Danmark. Efter knapt to måneder i direktørstolen har den nyansatte CEO Jørgen Lindemann lukket ned for salget i Wennstrom Wash Systems A/S, der er datterselskab i den svenske koncern. Det sker efter et underskud i seneste regnskab på 5,3 mio. kr. Tre medarbejdere er med lukningen blevet fritstillet.

- Vi har kigget på forretningsgrundlaget fremadrettet i forhold til, hvilken vej vi vil gå, og her passer salg af vaskemaskiner ikke ind. Markedet er mættet og præget af priskrig hos forskellige aktører, og det efterlader en alt for lille margin og villighed til at betale, hvad varerne koster, siger Jørgen Lindemann.

Blandt andet har det betydning, at Christ er et highend produkt, og at Wennstrom er agent modsat øvrige aktører i markedet, der har direkte forbindelse til producenten.

- Vi må erkende, at med vores setup er salg af vaskeanlæg ikke bæredygtigt for os, som markedet ser ud nu. Men vi fortsætter med vores efterspurgte service, support og kemi og har lige opdateret vores salgskatalog, ligesom vi stadig vil sælge forpladsudstyr såsom måttevaskere og støvsugere, siger Jørgen Lindemann.

Der er fortsat 11 teknikere ansat til at service ca. 350 vaskeanlæg i Danmark.

Foruden begrundelsen med en tendens mod direkte køb hos producenten, og deraf mulighed for lavere prisansættelse, er hele værdikæden omkring bilvask under pres, ifølge direktøren.

- I Norge giver slutkunderne gerne 400 kroner for en bilvask, mens det herhjemme stadig sælges for helt ned til 39 kroner – og nogle gange billigere som slagtilbud. Det gør det svært at give overskud i bilvaskebranchen med pres på leverandører som os, siger Jørgen Lindemann.

100-årige Wennstrom har fire selskaber i Danmark - herunder bl.a. Wennstrom Wash Systems og Wennstrom Solutions & Service og leverer løsninger til salg af brændstof og ladeinfrastruktur til personbiler, busser og lastbiler.

Ansættelsen af Jørgen Lindemann skete i et ønske hos Wennstrom om at blive et stærkt, samlet selskab med klar retning for alle forretningsområder i Wennstrom Danmark. Jørgen Lindemann er således ny adm. direktør i selskaberne Wennstrom Solutions & Service A/S, Wennstrom Wash Systems A/S og Dansk El & Teknik A/S og bringer erfaring med sig fra detail- og oliebranchen, hvor han senest var adm. direktør i Uno-X Danmark A/S.

Wennstrom Wash Systems A/S
Industrivej 17-19
7430 Ikast
Ikast-Brande Kommune
Danmark
CVR nummer: DK16864277

Send til en kollega

0.031