Per Bank tager afsked med Salling Group: Én ting lærte han af Basalt-tiltag
Salling Group dropper discountsatsning.
Sådan lød overskriften på en nyhed på RetailNews 25. maj, da Salling Group meldte ud, at man ville lukke ned for al aktivitet omkring discountsatsningen Basalt.
Den første Basalt-butik åbnede i oktober 2022, så kæden nåede end ikke at få et år på bagen, inden den måtte lukkes.
Basalt-kædedirektør, Henrik Nielsen, tilføjede i forbindelse med lukningen af Basalt-butikkerne, at man "tager en enorm læring med os videre fra Basalt".
Og netop dét bakker Per Bank op omkring, forklarer han til Dagligvarehandlen.
- Da markedet viste sig at ændre forudsætningerne, lukkede vi hurtigt ned for discountkæden Basalt. Jeg har selv besøgt butikkerne og har også lært nyt om danskernes indkøbsadfærd. Det er ikke nok at være billigst. Det skal også kunne fungere i en presset hverdag, så kurven kan fyldes ordentligt op, siger Per Bank.
Den afgående Salling Group-direktør overtager til årsskiftet ansvaret som administrerende direktør for den canadiske detailkæde Loblaw.