23948sdkhjf

Legomilliardær overhalet på liste efter én dag som Danmarks rigeste

Coloplast-ejer er Danmarks rigeste person. Han er tæt fulgt af Lego-milliardæren Kjeld Kirk Kristiansen

Torsdag i sidste uge overtog Kjeld Kirk Kristiansen, der er tidligere frontfigur i familievirksomheden Lego, pladsen som Danmarks rigeste enkeltperson.

Med få decimaler i milliardformuen overhalede han Coloplastejer Niels Louis-Hansen. Fredag er der byttet plads igen, og Niels Louis-Hansen er igen Danmarks mest velhavende person.

Det fremgår af Bloombergs liste over de 500 rigeste enkeltpersoner i verden, skriver Finans og Vejle Amts Folkeblad.

Legomilliardæren er over sommeren kommet tilbage på den prestigefyldte liste over verdens rigeste, efter at han i flere måneder ikke har været at se på listen. Det skriver Finans.

Kjeld Kirk Kristiansen er tredje generation i den danske virksomhed Lego, hvor han i mange år har siddet i spidsen.

Ifølge Bloombergs liste har han fredag en formue på 7,12 milliarder dollar svarende til cirka 48 milliarder kroner.

Fredag tog han et dyk på listen og blev overhalet af Niels Louis-Hansen, hvis formue fredag var opgjort til 7,18 milliarder dollars. 

Niels Louis-Hansen ligger på en 334.-plads på hele listen - Kjeld Kirk Kristiansen ligger på plads nummer 338. Imellem de to ligger Kjeld Kirk Kristiansens tre børn.

Generationsskifte

Ifølge Bloomberg var Kjeld Kirk Kristiansens formue nede på 4,56 milliarder dollar i marts, hvor han ikke var at finde på listen.

Det skete, efter at Bloomberg opgjorde Kirk Kristiansens ejerandel i Lego til væsentligt mindre, end den tidligere har været, skriver Finans.

I over 40 år var Kjeld Kirk Kristiansen Lego-familiens udvalgte i spidsen for legetøjskoncernen. Men i december lød det, at et gradvist generationsskifte var sat i gang.

I foråret blev tøjlerne for familiens pengetank, Kirkbi, givet videre til fjerde generation i Lego-familien - sønnen Thomas Kirk Kristiansen. Han er også at finde på listen over verdens 500 rigeste enkeltpersoner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11