Danskerne er nordiske mestre i madspild
Danmark er det land i Norden, hvor den største del af befolkningen smider mad ud.
Undersøgelsen viser desuden, at flest danskere kun retter sig efter ”mindst holdbar til”-mærkningen i stedet for at smage og lugte til maden før, den ryger i skraldespanden.
En ny nordisk undersøgelse viser, at knap 60 procent af danskerne smider mad ud på ugentlig basis, og selvom der er flest svenskere, der smider mad ud på daglig basis, så er danskerne samlet set Nordens største madspildere. I Finland er de til gengæld gode til at få brugt maden, hvor kun 28 procent svarer, at de smider mad ud hver uge.
”Mindst holdbar til” afgør madens skæbne
43 procent af danskerne svarer, at den hyppigeste årsag til, at de smider maden ud er, at den har passeret ”mindst holdbar til”-mærkningen, og det lader således til at være én af årsagerne til danskernes førsteplads. Vi læner os nemlig meget mere op ad dato-mærkningen end vores nordiske naboer, der ikke er ligeså tilbageholdende med at smage på maden inden, de smider den ud.
Det er til trods for, at ”mindst holdbar til”-mærkningen blot indikerer perioden, hvor en given vare har den bedste kvalitet, men ikke, at den herefter er sundhedsskadelig.
- Hele 46 procent af danskerne svarer, at de ikke tør smage på maden inden, den ryger ud, fordi de frygter at blive syge. Det er selvfølgelig vigtigt at tage sine forholdsregler. Men det bedste man selv kan gøre for at mindske sit madspild er at opbevare madvarene ved den rigtigt temperatur i køleskabet. Det forlænger madens levetid og holder den frisk, siger Janni Nøhr, der er Brand Manager for Siemens Hvidevarer i Danmark.
Flest unge smider mad ud
Undersøgelsen viser også, at det er de unge, der smider mest mad ud. Omkring 70 procent i alderen 20-39 smider mad ud flere gange om ugen, mens de ældre generationer er bedre til at tilpasse madindkøbet til det faktiske forbrug. Til sammenligning smider kun 40 procent af danskerne i alderen 56-70 år mad ud flere gange ugentligt.