Han blev kendt som frugthandler, men ejer i dag ejendomme og selskaber for et trecifret millionbeløb

Han har slået sig op som den store nordjyske frugthandler. Og kendes i offentligheden som Frugt Karl.
Tilnavnet som frugthandleren er dog helt misvisende.
Karl Henrik Frederiksen kontrollerer i dag et stort forretningsimperium og er personligt god for et trecifret millionbeløb, viser Nordjyskes analyse.
Og så forlod han i sommer uden forklaring og varsel bestyrelsen i Aalborg Håndbold - og ejer en ejendom på en bemærkelsesværdig adresse, hvor han har store byggeplaner.
Lad os starte med at se på, hvad de nøgne tal fortæller.
Tallene finder vi i det netop offentliggjorte årsregnskab for 2023/24 fra KHF Holding ApS, der er moderselskab i Karl Henrik Frederiksens koncern.
Overskuddet efter skat var her på syv millioner kroner.
Egenkapitalen - formuen - i Karl Henrik Frederiksens selskab er på et trecifret millionbeløb.
Mere præcist er beløbet på 132 millioner kroner.
Frugthandlen er for længst frasolgt.
I dag stammer Karl Henrik Frederiksens formue fra et forretningsimperium, der omfatter interesser i 23 datterselskaber og 29 ejendomme.
Karl Henrik Frederiksens koncern står på to ben.
Det ene hedder Drinx ApS, som servicerer barer, restauranter, caféer, natklubber, butikker og festivaler med alle former for alkohol og andre typer af varer.
Virksomheden drives i et fiftyfifty-partnerskab med Tommy Toft.
De to drev tidligere frugtgrossisten Frugt Karl med hovedkontor i Nørresundby.
I 2015 stiftede de Drinx, og i 2020 opgav de handlen med frugt gennem Frugt Karl.
Drinx opnåede i det seneste regnskabsår et overskud efter skat på syv millioner kroner med en egenkapital på 40 millioner kroner.
Ejendomsinvesteringer
De to partnere bag Drinx er også fælles om enkelte ejendomsinvesteringer.
Dermed er vi fremme ved det andet ben under Karl Henrik Frederiksens virksomhed, nemlig hans ejendomsinvesteringer.
De omfatter ifølge dataplatformen Resights 29 ejendomme med en samlet offentlig vurdering på 100 millioner kroner.
Der er tale om en broget samling af ejendomme med et samlet areal på op imod 20.000 etagemeter - lagerbygninger, butikker, kontorer, boliger og en enkelt restaurant.
Ejendommene er koncentreret i Nordjylland, men der er også investeringer på adresser i Lemvig, Aarhus, Fredericia, Odense og Svendborg.
Investerede ved rockerborg
Én af de nordjyske ejendomsinvesteringer ligger på Østergade 22 i Nørresundby.
Her ligger der et gult beboelseshus ud til gaden, mens baggården rummer nogle forladte og små industribygninger.
Den røde nabobygning i Østergade 24, som ligger klos op ad nummer 22, er berygtet og kendt af mange nordjyder.
Den har nemlig siden år 2000 lagt hus til Hells Angels' nordjyske rockerborg, Angels Place.

Karl Henrik Frederiksen investerede i Østergade 22 tilbage i 2020. Handelsprisen var på 2,55 millioner kroner, viser tingbogen.
Køber var selskabet Østergade 22 ApS, som den nordjyske erhvervsmand ejer 50 procent af.
Den anden halvdel af anparterne ejes af den tidligere partner i ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen Lars Ørbæk og hans familie.
Karl Henrik Frederiksen og hans partner har i dag tilsyneladende byggeplaner på området. Planer, som også omfatter rockerborgen i nummer 24 - og som Aalborg Kommune har nikket til.
Det fremgår af referatet af et møde i november sidste år i Aalborg Kommunes By- og Landskabsudvalg.
Her behandlede udvalget en henvendelse fra Karl Henrik Frederiksen og hans partner.
Om en plan om at rive både det gule hus på Østergade 22 og rockerborgen i nummer 24 ned - og opføre en femetagers boligejendom på området.
De to investorer har tilsyneladende en option på at købe HA's klubhus.
"Ansøger ejer eller har option på fire ejendomme (i området, red.)", hedder det i det offentliggjorte referat af det kommunale udvalgsmøde.
Forlod pludselig bestyrelse
På den sidste dag i maj sidste år tikkede der en ændring ind i Det Centrale Virksomhedsregister, CVR.
Karl Henrik Frederiksen var med øjeblikkelig virkning udtrådt af bestyrelsen i Aalborg Håndbold.
Her havde han ellers været medlem siden 2011 og gennem en årrække været én af den ambitiøse håndboldklubs sponsorer.
- Jeg kan bekræfte, at Karl Henrik Pedersen (Frederiksen, red.) er udtrådt af bestyrelsen efter eget ønske, lød det nogle dage senere fra Eigild B. Christensen, der på det tidspunkt var bestyrelsesformand i Aalborg Håndbold.
Derudover ønskede bestyrelsesformanden eller Aalborg Håndklub ikke at uddybe hans pludselige afgang nærmere.
Nordjyske har været i kontakt med Karl Henrik Frederiksen og efter aftale sendt ham en række spørgsmål i tilknytning til hans aktiviteter. Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.