Samarbejdet har været afgørende i Thises vækst: Nu når de milepæl

Det er et tæt og langvarigt samarbejde, der nu når en milepæl for Coop og Thise Mejeri.
Thise-produkt nummer 100 lander nu på hylderne.
Samarbejdet har - siden sin start i 1990'erne - udviklet sig i takt med den økologiske bevægelses vækst i Danmark og har gjort Thise til en af Coops største leverandører af mejeriprodukter.
Det oplyser Coop Danmark i en pressemeddelelse.
Den nyeste tilføjelse er en skyr med citron og müsli.
- I Coop værdsætter vi virkelig vores tætte relation med Thise, og vi er stolte af, vi nu har 100 mejeriprodukter fra Thise på hylderne. Med Thises produkter taler vi altid kompromisløs kvalitet, udtaler Lars Rasmussen, kategoridirektør i Coop.
Siden 1990 har Coop og Thise haft et tæt samarbejde, der har været afgørende for Thises udbredelse i den danske dagligvarehandel. Mejeriet, der startede som et lille andelsforetagende, har siden etableret sig som Danmarks næststørste økologiske mejeri.
- I 1990 begyndte vi at levere mælk til Coop, og det var virkelig et vendepunkt, der bragte vores produkter bredt ud til danskerne. At vi i dag er Danmarks næststørste økologiske mejeri, skyldes i høj grad, at Coop satsede på økologien og på os for 35 år siden, udtaler Per Godsk Nielsen, administrerende direktør i Thise Mejeri.
Tidligere blev mange af Thises produkter solgt som egne varemærker under Änglamark og 365Økologi, men Coop har nu valgt at fremhæve Thise-brandet ved at føre produkterne i deres originale emballage og under Thise-navnet.
De 100 mejeriprodukter, som Coop nu tilbyder, dækker et bredt spektrum – fra klassisk mælk og yoghurt til specialprodukter som Vesterhavsost, Græsmælk, urmælk og smørvarianter.
Artiklen er en del af temaet Leverandører.