Brand i supermarked i Holbæk
Både politi og beredskab har torsdag morgen været til stede ved Meny på Smedelundsgade i Holbæk, hvor der var udbrudt en brand.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 Øst.
I politikredsens døgnrapport fremgår det, at man klokken 06.51 modtog en anmeldelse om røg fra supermarkedet.
- Ilden var startet i et køkken, og flammerne nåede også at få fat i taget, står der i døgnrapporten.
Alle personer er ude af bygningen, lyder det videre. Der er ingen tilskadekomne.
Branden blev slukket klokken 08.26, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
/ritzau/
Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.