23948sdkhjf

Flere danskere storshopper online

Danskerne har brugt godt 36 mia.kr. på e-handel i de første 6 måneder af 2014, og alt tyder på, at der igen i 2014 bliver sat rekord, viser Dansk e-handelsanalyses halvårsrapport for 2014.
FDIH forventer for hele 2014, at der handles 116-121 mio. gange, og der omsættes for over 72 mia. kr.

- Det handler ikke så meget om, at vi igen i 2014 sætter rekord i salget via e-handel, for det har vi også gjort de foregående år. Men det er imponerende, at væksten fortsætter med uformindsket kraft, så Dansk e-handelsanalyse viser, at salget fra 2013 til 2014 stiger med mindst 15%, siger kommunikationschef Henrik Theil, FDIH, Foreningen for Dansk Internethandel.

- Ingen andre salgskanaler kan vise tocifrede vækstrater år efter år, og det understreger forbrugernes klare valg af nettet som fremtidens handelsplads. Vi har mere end fordoblet omsætningen siden 2009.

Flere storshoppere
Det er Dansk e-handelsanalyses halvårsrapport for årets første seks måneder, som klart peger i retning af den store vækst, idet danskerne fra januar til og med juni brugte 36 mia. kr. på e-handel. Forbrugerne på nettet handler oftere, og i gennemsnit handlede vi mindst 15 gange på nettet i årets første 6 måneder.

- Der er blevet flere ”storshoppere” i forhold til 2013, mens andelen af dem, der kun handler én gang om måneden falder. I den anden ende af skalaen er det knapt en femtedel af forbrugerne, som handlede mindst 5 gange om måneden, eller over 30 gange i første halvår, forklarer Henrik Theil.

Beklædning øger sin andel af nethandlen
Tøj, sko og smykker styrker sin position som bedst sælgende kategori på nettet i første halvår af 2014.

Næsten hvert femte køb på nettet i 1. halvår 2014 har således været inden for Tøj, Sko & Smykker.

Film, Musik, Spil og Bøger taber ift. andelen for hele 2013, men det skyldes primært sæsonudsving, da kategorien typisk vinder markedsandele i 4. kvartal med julehandlen.

Mobil og tablets vinder frem
Tablets har etableret et markant forspring i børnefamilier. Her foretages hver 4. søgning via tablet, og hvert 5. køb sker via tablet. De unge bruger mobiltelefonen mere end andre, og de ældste foretrækker – stadig - pc’en, som fortsat dominerer for alle aldersgrupper, når selve købet skal gennemføres.

- Generelt vinder tablets hurtigst frem. Der er et ganske lille spænd mellem søgning og køb, så har man først taget tabletten i hånden for at finde en vare, så er der stor sandsynlighed for, at det også ender med køb. Der er noget længere mellem søgning og køb på mobilen, men den har indtaget en væsentlig rolle som søgeredskab for alle under 50 år,” konkluderer kommunikationschef Henrik Theil, FDIH.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093