23948sdkhjf

Formland i fremgang

Fire dages Formland sluttede søndag med et samlet besøgstal på 10.273 professionelle indkøbere fra 4.112 forretninger. Det er en fremgang på 15% i forhold til sidste års forårsmesse, der blev besøgt af 3.583 forretninger.
Der er også kommet flere positive tilbagemeldinger fra messens udstillere. Hos iværksættervirksomheden Lars & Oliver har Formland Spring 2015 været startskuddet til et nyt forretningseventyr. Det var derfor en glad direktør Lars Borch Nielsen, der kunne gøre status over messedagene:

- Formland er vores første messe nogensinde, og den har været helt afgørende for os. Det har været helt fantastisk. Vi kommer som en ukendt virksomhed med et nyt produkt, men det er lykkes os at sælge vores produkt til 75 forhandlere i Danmark. Vi har samtidig fundet en distributør til det tyske marked og en forhandler til Sydkorea. Alt det, har vi opnået på bare fire dage. Ser man på vores investering kontra de ordrer og de mange kontakter, vi har fået, så er det helt vildt. Vi havde en drøm om, hvordan messen ville gå. Den drøm er gået i opfyldelse. Og mere til, udtaler han.

Hele verden på Formland
Det er ikke kun antallet af danske besøgende, der er steget. Det samme gælder antallet af udenlandske gæster, der i år repræsenterer 25 lande. Tallene bakkes op af indehaver af A.U Maison, Camilla Dybdal Christensen, der har udstillet på Formland siden 1997:

- Antallet af besøgende på vores stand er steget i forhold til sidste års forårsmesse. Vi har også fået nye kunder, hvoraf flere er fra udlandet. Vi har faktisk haft adskillige udenlandske besøgende - fra Tyskland, Sverige, Norge, Holland, Italien og Frankrig. Der har været en super god stemning, og der har været mange mennesker i gangene. Så det går den rigtige vej, udtaler hun og melder samtidig klart ud, at A.U Maison naturligvis også vil være at finde på Formland i august.

Inspirerende trendområder lokker
De besøgende har også haft en god oplevelse på årets forårsmesse. Blandt andre Renate Paustian fra Schatzinsel i Tyskland:

- Vi er kommet her gennem 25 år. Vi kommer én gang om året, altid i januar/februar. Jeg er vild med trendområderne, for sådan nogle har vi ikke hos os. Det er skønt med hyggen og det danske design. Det er vi ikke vant til, selvom der også er trendområder på tyske messer, men de er anderledes – ikke som her, siger hun og understreger, at hun kommer igen næste år.

Gitte Christensen, indehaver af webshoppen og bloggen Objects & Use, fremhæver desuden nyhedsområderne som endnu en styrke ved Formland.

- Jeg kommer på Formland for at få inspiration, for at netværke og for at snakke med andre i branchen. Det er godt at komme på en messe, hvor man møder folk face-to-face, da meget handel i dag ofte foregår på nettet. Jeg synes, det er godt, at nyhederne er samlet, så man kan få et fint overblik over, hvad der er nyt.

Netop i år var mange nyheder samlet på inspirationsområdet Formland News, hvor 86 udstillere bidrog med en sæsonnyhed. Som noget helt nyt kunne de besøgende i år stemme på deres favoritnyhed. Vinderen blev cocktailen Nohrlund, der i al sin enkelthed er en cocktail, som vi kender den – bare tappet på en fin, lille flaske.

Med tilfredse udstillere og besøgende ser projektchef Henriette Træholt med positive forventninger frem mod den næste udgave af Formland, der gennemføres fra torsdag den 13. august til søndag den 16. august 2015 i MCH Messecenter Herning.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14