23948sdkhjf

Børnepasning under lockout kan give ekstra skatteregning

Mange virksomheder forbereder sig i øjeblikket på strejke og potentiel storkonflikt efter påske.

I den forbindelse tilbyder flere virksomheder deres medarbejdere, at de kan få passet deres børn på virksomheden. Man skal dog tænke sig om, inden man takker ja til tilbuddet.

Hvis man takker ja til et tilbud om at få passet sine børn på virksomheden, kan der nemlig komme en ekstraregning fra Skat. Det skyldes, at børnepasning er et skattepligtigt personalegode, fortæller Per Ørtoft, der er partner og skatteekspert hos PwC:

- Ikke alle virksomheder får nødvendigvis informeret medarbejderne om, at der er tale om et personalegode, der er skattepligtigt, hvilket de i øvrigt heller ikke er forpligtet til. Medarbejderen opdager det så typisk senere i form af en ekstra skatteregning, siger Per Ørtoft Jensen.

Hvis konflikten trækker ud og bliver en længerevarende konflikt, kan det ende med at blive en bekostelig affære for såvel virksomhed som for den enkelte medarbejder.

- Jo længere konflikten kommer til at trække ud, jo dyrere bliver det for både medarbejder og arbejdsgiver. Det kan samtidig være vanskeligt at finde ud af, hvad det reelt koster for virksomheden at få passet en medarbejders barn, og hvilket beløb den enkelte så skal beskattes af, siger Per Ørtoft Jensen.

Der er en bundgrænse for personalegoder på 1.100 kroner, men der skal ikke mange dages strejke eller lockout til, før beløbet sniger sig op til at være skattepligtigt.

Hvis man helt vil undgå at betale skat, skal medarbejderne selv deles om at passe børnene, mens de er på arbejdspladsen.

- Tilfælde, hvor medarbejderne deles om pasning af de medbragte børn, og hvor arbejdsgiveren ikke har en udgift til børnepasning, er skattefri. Her er der nemlig ikke tale om et personalegode, der er skattepligtigt, fortæller Per Ørtoft Jensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095