23948sdkhjf

Ny kampagne: Den sunde fornuft skal tilbage i debatten

Medierne – både de gamle og de nye – er blevet en kampplads mellem evidens og fakta på den ene side og pseudovidenskab, fake news og ekstreme holdninger på den anden.
Bør voksne drikke mælk? Er æg lige så farlige som cigaretter? Feder kulhydrater?

Aldrig har det været lettere at få et godt råd om sundhed. Og aldrig har det været sværere at finde hoved og hale i, hvad der er sandt og usandt.

Faktisk er der så mange myter og mirakelkure i omløb, at 52 pct. af danskerne mener, at det er svært at holde styr på, hvad der er sundt. Det viser en ny undersøgelse, som Arla har fået foretaget gennem Epinions Danmarkspanel, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

- Resultatet af den aktuelle sundhedsdebat er, at der hersker en reel sundhedsforvirring blandt forbrugerne. Hvis man skal tro på alt, hvad man hører i sundhedsdebatten, er listen over forbudte fødevarer efterhånden længere end listen over gode, sunde fødevarer. Og sådan forholder virkeligheden sig naturligvis ikke, siger Jakob B. Knudsen, der er landedirektør i Arla Danmark.

Mælk er et symptom på problemstillingen
Diskussionen om mælk er et symptom på en sundhedsdebat, som er kørt af sporet. Men det er langt fra den eneste fødevaregruppe, der er under angreb fra myter, anekdoter og pseudovidenskab.

Derfor søsætter det landmandsejede mejeriet i disse dage en kampagne, der skal få danskerne til at stoppe op, tænke sig om og hive den indre kildekritikker frem.

- Rigtigt mange mener meget om mange ting, der har at gøre med sundhed. Og de ekstreme holdninger fylder mere og mere – og resultatet er, at forbrugerne bliver ladt i stikken. De er overladt til sig selv i forhold til at finde vej igennem junglen af mere eller mindre lødige kostråd. Det er ingen tjent med – hverken forbrugere eller myndigheder, siger Jakob B. Knudsen.

Kampagnen ”Mælk uden mælk” kommer til at rulle i bybilledet, på digitale og sociale medier og på TV, og målet med kampagnen er først og fremmest at få gang i en debat om debatten.

- Det her er ikke en debat om mælk. Mælk er en naturlig og næringstæt råvare, som indeholder calcium, protein, vitamin b2, vitamin b12, kalium, fosfor og jod. Men en af de ting, vi gerne vil have, at forbrugerne står tilbage med efter den her kampagne, er at det gælder for mælk, ligesom for alle andre fødevarer, at der ikke er noget, der er sundt eller usundt i sig selv. Alting handler om mængder, sammensætning og det enkelte menneskes behov. Så vi vil egentlig bare gerne slå et slag for, at man slapper lidt af og tænker sig om, siger Jakob B. Knudsen.

Forbrugerne vil blive mødt med store bannere i bybilledet, film på sociale medier og ikke mindst indsigter om danskernes holdning til mælk og sundhed på Arlas egne kanaler. Og flere kampagneaktiviteter bliver rullet ud i løbet af de næste måneder.

Forbrugernes syn på de ekstreme holdninger og debatten om sundhed
Analysen er foretaget gennem Epinions Danmarkspanel blandt 2.500 danskere mellem 18 og 75 år i december 2017.
- 57 pct. af danskerne mener, at de ekstreme holdninger fylder for meget i debatten.
- 55 pct. bliver forvirret af de mange sundhedsråd, der florerer i debatten.
- 52 pct. siger, at det er svært at holde styr på, hvad der er sundt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109