23948sdkhjf

Produktion af tøj er blevet en stor miljøsynder

Tekstilindustrien udleder mere CO2 end fly- og shippingbranchen, og problemet er stigende. Fra 2000 til 2015 er produktionen af tøj fordoblet, mens vi bruger tøjet i kortere tid.

Oksebøffen, den er ikke god for klimaet. Flyrejsen heller ikke, det har vi fattet.

Men dit klædeskab er også en af de helt store klimasyndere. Det skriver Politiken lørdag. 

Tekstilindustrien står for op til 6,7 procent af den menneskeskabte CO2-udledning, har Quantis, der rådgiver virksomheder om bæredygtig udvikling, opgjort.

Det er mere end fly- og shippingbranchen.

Produktionen af tøj er fordoblet fra 2000 til 2015, og fortsætter det på samme måde, vil tekstilindustrien i 2050 udlede 26 procent af al den CO2, der er plads til i klimabudgettet, hvis temperaturstigningen skal holdes under to grader.

Bæredygtighed er et stort emne i modebranchen, bl.a. på den årlige bæredygtighedskonference Fashion Summit, og det var også et tema hos flere mærker til denne uges modeuge i København.

Fokus er især på fibre til tekstiler, og på at lave cirkulær økonomi, så gammelt tøj kan blive til nyt, og modens trang til nyt kan tilfredsstilles uden at bruge nye råvarer.

Men det er en håbløs strategi, siger Ingun Grimstad Klepp, seniorforsker ved Forbruksforskningsinstituttet SIFO ved Oslo Metropolitan University, til Politiken.

- Teknologien til at genanvende fibre findes ganske enkelt ikke. Det er en drøm om, at teknologien kan redde os, som modebranchen klynger sig til, fordi den køber dem tid til at fortsætte som nu.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109