23948sdkhjf

Salling Fondene uddeler stort millionbeløb til medarbejdere

Fondene, der ejer detailkoncernen Salling Group, uddeler knap 10 millioner kroner til medarbejderne i virksomheden.

Over 9.000 medarbejdere i Bilka, føtex, Netto og Salling Stormagasiner kan se frem til en lille ekstra hilsen på lønsedlen for august.

Det sker, når virksomhedens ejere, Salling Fondene, uddeler en del af fondenes overskud til medarbejdere, fortæller Salling Group i en pressemeddelelse. 

Samlet set er der tale om en uddeling på knap 10 millioner kroner fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond.

Fonden blev stiftet i 1957 af Salling Groups grundlægger, købmand Herman Salling, og hans søster blandt andet med det formål, at en del af fondens overskud skulle tilfalde medarbejderne i virksomheden. Gratialet gives til nuværende og tidligere medarbejdere, som har været ansat i hele perioden 2014-2017.

- Vi er glade for, at en del af fondens overskud på denne måde kommer en lang række medarbejdere til gode. Med uddelingen kan vi give noget tilbage til de medarbejdere, som hver eneste dag bidrager til, at vi kan skabe værdi for kunderne, investere i flere bæredygtige løsninger og skabe muligheder for alle, siger Per Bank, formand i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond og adm. direktør i Salling Group.

Salling Fondene, der sidste år blev eneejer af Salling Group efter at have købt de resterende aktier i virksomheden tilbage, er i den brede befolkning kendt for at støtte initiativer og projekter, der er til glæde og gavn for mennesker i Danmark.

Således har fondene siden 2012 uddelt over 850 millioner kroner til kultur, sport, uddannelse, kirke og velgørende formål.

- Både i Salling Fondene og Salling Group arbejder vi hver dag for at gøre hverdagen bedre for kunder, samarbejdspartnere og det samfund, vi er en del af, blandt andet ved at en del af overskuddet i virksomheden går direkte tilbage til samfundet via donationer, siger Per Bank og fremhæver, at det imidlertid er medarbejdernes arbejde og resultater, der gennem årene har muliggjort donationerne.

- Medarbejderne har en stor aktie i, at Salling Fondene kan støtte gode formål som kampen mod madspild, atleterne under Team Danmark og kulturelle oplevelser, som er til gavn for mange mennesker. Derfor er vi også glade for, at vi med gratialerne kan påskønne deres indsats, siger Per Bank. 

Gratialet til de i alt 9.390 medarbejdere i Salling Group udbetales ultimo august.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125