2021 blev et godt år for Salling Group.
Den Aarhus-baserede dagligvarekoncern omsatte i 2021 for godt 66 milliarder kroner mod knap 61 af slagsen i 2020, mens bundlinjen blev løftet med knap 100 millioner til 1,9 milliarder kroner.
Fremgangen skyldes blandt andet deres øgede fokus på onlinesalg samt en fortsat ekspansion i Polen.
Selvom 2021 gik godt, så ser administrerende direktør Per Bank også frem mod et 2022, der bliver svært i lyset af den nuværende inflation.
– I 2021 leverede vi et flot resultat som var drevet af en stærk indsats af mine over 61.000 kolleger i tre lande. Det vil jeg gerne sige dem et stort tak for. Vi er dog nu i gang med et ekstremt udfordrende år i 2022 med heftig inflation og stigende råvarepriser, voldsomt forøgede energipriser og faldende nonfood- og tekstil-salg, der sætter hele branchen under pres, siger Per Bank i en pressemeddelse.
| mio. kr. | 2021 | 2020 |
|---|---|---|
| Nettoomsætning | 66.202 | 60.855 |
| Resultat af primær drift | 2952 | 2818 |
| Årets resultat | 1942 | 1852 |
| Balancesum | 40.719 | 37.533 |
| Egenkapital | 9401 | 7610 |
| Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2021. | ||
(Forsidefoto: Bjarne Luthcke/Ritzau Scanpix)
