23948sdkhjf

Ikonisk møbelbrand åbner i Aalborg

Håndværkere er i disse uger i fuld gang med at give den tidligere tøjbutik Hanne Øvad på Nytorv i Aalborg en seriøs makeover.

Først omkring påske er den nye lejer klar til at rykke ind i lokalerne, men allerede nu kan vi her på aalborg:nu afsløre, at det er et af landets store møbelbrands, FDB Møbler, der flytter ind i de centrale lokaler.

- Vi glæder os rigtig meget, siger direktør for FDB Møbler Ole Kiel.

Det er knap et år siden, at vi kunne fortælle, at møbelfirmaet var på jagt efter lokaler i midtbyen, men nu er det altså lykkedes.

- Vi har ventet på det helt rigtige lokale, tæt på gode parkeringsmuligheder. Det synes jeg, vi har fået her mellem Salling og Magasin, siger han.

Landets største butik
Hanne Øvads tidligere lokaler bliver lagt sammen med en tidligere spillehal, og det giver FDB Møbler et lokale på cirka 430 kvm at boltre sig i.

Det gør samtidig den nye butik til FDB Møblers største i hele landet.

- Det bliver et rigtig spændende lokale med flere kringelkroge og niveauer, fordi det er de to lokaler, der er lagt sammen. Vi har samtidig valgt at bevare de høje paneler og sildebensparketten, så det bliver rigtig godt, vurderer Ole Kiel.

Direktøren har store forventninger til, hvad den nye butik vil betyde for omsætningen i landsdelen.

- Vi forventer at tredoble omsætningen i Aalborg og omegn - sammenlignet med det netsalg, vi har haft hidtil. Det kan vi se skete, da vi åbnede butik i Odense, så det bør også kunne ske her, siger han.

Ud over møbelklassikere som Poul M. Volthers kulørte pindestole kaldet J46 og Børge Mogensens gyngestol J52G vil du også kunne gå på jagt i et bredt udvalg af accessories fra lamper over duge til sengetøj.

Nøjagtig, hvilken dato butikken åbner, er ikke fastlagt endnu. Det kommer til at bero på, hvordan byggeriet af de nye lokaler skrider frem. Ole Kiel forventer dog, at FDB Møbler kan åbne omkring påske.

Butikken på Nytorv er FDBs ottende selvstændige møbelbutik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079