23948sdkhjf

Godt gang i Invitas fynske erhvervssatsning: Lander ordre på 500 køkkener

Siden Mads Kristensen i sommer overtog Invita-forretningen i Odense, har han særligt koncentreret sig om at sparke den nye erhvervsafdeling godt i gang. Med en ordre på levering af inventar til renoveringen af 500 boliger i Højstrupparken i Odense lader han til at være godt på vej.

– Det er en pæn stor ordre, også set i lyset af, at afdelingen er så ny, lyder det fra Invitas Brand Manager Lars Vesbo Christiansen.

Ordrer i den størrelsesorden er dog ikke helt ukendt land for Mads Kristensen, som også er indehaver af Invita i Aarhus, hvor kædens største erhvervsafdeling har til huse. Og det havde stor betydning, da der i sommer skulle sættes en ny mand på posten i Odense.

– Vi har haft en stor køkkenbutik i Odense uden egentlig at have fokus på erhverv, så vi er rigtig tilfredse med at få en ind, der virkelig ville erhvervsdelen, hvilket ligger i tråd med vores strategi om skalering, fortæller Lars Vesbo Christiansen.

Det ville – og vil – Mads Kristensen, så siden overtagelsen har han arbejdet på at genskabe det aarhusianske setup i en fynsk udgave.

– Levering og montering af inventar til renoveringsprojekter sætter altid ekstra store krav til projektlederne, og vi har gearet op med det helt rette team til at kunne håndtere disse opgaver i fremtiden, fortæller Mads Kristensen.

Stort fynsk potentiale
Både Invita-indehaveren og brand manageren er overbevist om, at der er et stort og uudnyttet potentiale for køkkenproducenten på det fynske erhvervsmarked.

– Vi har siden overtagelsen fået rigtig mange henvendelser og skabt mange nye kontakter, siger Mads Kristensen, og ifølge Lars Vesbo Christiansen er det med stor sandsynlighed kun begyndelsen.

– Dels er potentialet stort, fordi det ikke tidligere er blevet dyrket i det område, men der sker også en hel masse på Fyn i de her år, fortæller han og uddyber:

– Dels hører vi fra forskellige developere at Odense er et rigtig interessant område i hastig udvikling, når det kommer til nybyggeri, og også i byer som Nyborg og Svendborg sker der en masse, så vi er sikre på, at vi med den her erhvervsafdeling kan komme rigtig langt, slår Lars Vesbo Christiansen fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109