23948sdkhjf

McDonald’s lukker for at tage hensyn - men ikke i Danmark

Mandag aften lukker McDonald´s alle sine restauranter i Storbritannien og Irland, men det har kæden ikke planer om i Danmark. Man kan dermed stadig bestille take away.

McDonald’s har ellers skrevet på Twitter, at de lukker restauranterne i Storbritannien og Irland af hensyn til de ansattes og kundernes helbred under den igangværende corona-epidemi.

- Det er svært at sammenligne et så stort marked som UK med det danske. Vi er så heldige, at vi har en gruppe af franchisetagere, der alle har taget denne problematik meget alvorligt fra dag et. Det betyder, at vores nye, restriktive foranstaltninger bliver fulgt til punkt og prikke i alle vores restauranter, skriver kommunikationschef Pia Tobberup i en mail til RetailNews.

Følger myndighederne

McDonald’s har blandt andet indført kontaktløs ordreudlevering, så kunderne og de ansatte ikke kommer i berøring med hinanden. Der er også blevet sat mærker på gulvet med henblik på at holde afstand, ligesom fødevarekæderne i Danmark også har gjort.

Der har ifølge kommunikationschefen ikke været nogle situationer, som har kunnet begrunde en lukning.

- Vi følger nøje med i dagligdagen ude i alle vores restauranter, og vi har ikke hørt om uheldige episoder eller andet, der kan få os til at overveje at lukke. Danskerne tager denne situation meget alvorligt, opfører sig ansvarsfuldt og følger anvisningerne om at holde afstand i vores restauranter, bemærker Pia Tobberup.

McDonald’s oplyser, at de følger myndighedernes anbefalinger og vil følge dem. Siden onsdag har der for at begrænse smitten med coronavirus været et forbud mod forsamlinger på mere end 10 personer - og samtidig skal restauranter, caféer, værtshuse, natklubber, og storcentre holde lukket frem til 30. marts. Der må dog stadig gerne leveres take away.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078